Introduktion

Kroatisk er meget tæt på serbisk, bosnisk og montenegrinsk. Det kroatiske sprog startede sin udvikling som litteratursprog i det 15. århundrede. Der var oprindeligt mange lokale varianter, men der er kun få forskelle tilbage i den aktuelle form, som sproget fik i det 19. århundrede.

I det 19. århundre fandtes der en stærk bevægelse til fordel for et fælles sydslavisk sprog, noget der bl.a. førte til at der blev skabt meget éns sprogstandarder for serbisk og kroatisk. Mange mennesker talte derfor igennem det meste af det 20. århundrede om kun ét sprog, serbo-kroatisk (eller kroato-serbisk), selvom andre mente at der var tale om to forskellige sprog (kroatisk og serbisk). Montenegrinsk kan, pga. den intellektuelle og mere specialiserede del af dets ordforråd betragtes som en variant af serbisk, omend med mange egne træk. Det er svært at sige hvad standard-bosnisk er, men det står klart, at sproget indtager en midterstilling mellem serbisk og kroatisk og rummer mange varianter; det er også bosnisk der er tættest på montenegrinsk. Under alle omstændigheder kommunikerer modersmålstalere fra alle 4 sprog med hinanden uden brug af tolk. De virkelige forskelle ligger i den "terminologiske" del af ordforrådet, hvor der findes forskelle på næsten alle (fag)områder. Kroater og serber kan således næsten ikke forstå hinanden, når de taler om matematik, biologi, jura eller bare madlavning - medmindre de har lært de andres særlige udtryk. Der findes også forskelle i skriften: Serbisk og montenegrinsk kan skrives med både latinsk eller kyrillisk alfabet, mens kroatisk og bosnisk kun skrives med latinske bogstaver.

Slaviske sprog opdeles i 3 undergrupper: Vestslavisk (polsk, tjekkisk, slovakisk, sorbisk, kasjubisk, slovinsk), østslavisk (ukrainsk, hviderussisk, russisk og rusynsk) og sydslavisk (slovensk, kroatisk, serbisk, montenegrinsk, bosnisk, macedonsk og bulgarisk).

Baška-tavlen (Baščanska ploča) fra ca. år 1000

Dialekter

Det kroatiske sprogområde opdeles i tre dialektale regioner: Štokavisk, kajkavisk og čakavisk. Der findes litteratur på alle 3 dialekter, men mest på štokavisk, der blev brugt som basis for standardsproget.

• Čakavsko narječje
• Kajkavsko narječje
• Štokavsko narječje

Kilde: Wikimedia Commons

Grammatik

Generelt kan man sige, at den kroatiske grammatik, som i øvrigt grammatikken af alle slaviske sprog, er meget kompleks. Der findes ental og flertal, i kombination med 7 kasus (nominativ, genitiv, dativ, akkusativ, vokativ, lokativ og instrumentalis), og 3 grammatiske køn (han-, hun- og intetkøn). For at kende bøjningen af et substantiv (navneord), skal man altså have styr på 2 x 7 x 3 = 42 mulige former. Verberne (udsangsordene) bøjes i 7 forskellige tider (præsens, futurum I, futurum II, imperfektum/aorist, perfektum og pluskvamperfektum), samt i person (3) og tal (2), svarende til 'jeg, du, han/hun/den/det, vi, I, de'. Desuden skelnes der mellem to aspekter (perfektiv og imperfektiv), der afgører hvilket bøjningsmønster der vælges: fx skočiti (hoppe) vs. skakati (hoppe gentagne gange/regelmæssigt).

I tillæg er mange almindelige verber uregelmæssige og har deres egne endelser, og der kan ske særlige lydændringer inde i ordene når de bøjes, fx. assimilation, palatalisering osv.). Adjektiver (tillægsord) og pronominer (stedord) bøjes som substantiver og er lige så komplekse. Adjektiverne kan være enten ubestemte eller bestemte.