finsk
Suomen kieli
Suomen kieli
5 mill., heraf 4,7 mill. i Finland
Finland, EU
Sverige, Karelien (Rusland)
Sverige, Estlan, Norge, USA, Rusland, Canada
Finsk er et finsk-ugrisk sprog. Sammen med de samojediske sprog udgør de finsk-ugriske sprog den uralske sprogfamilie. Nedenstående ses en grafisk repræsentation af den historiske udvikling af den uralske sprogfamilie.
Historisk udvikling af den uraliske sprogfamilie (kilde: http://www.regulytarsasag.hu/madartavlatbol, citat: Finnougor Kalauz. editeret af Martha Csepregi. Medicina Publishing Co, 2001.)
Mange mennesker vil umiddelbart klassificere finsk som et 'skandinavisk sprog'. Men finsk er faktisk slet ikke relateret til svensk, norsk eller dansk. Det eneste 'større' europæiske sprog finsk deler rødder med er ungarsk. For at give en idé om hvor tæt denne forbindelse er, kan man sige at finsk ligger omtrent så tæt på ungarsk som engelsk er til fx albansk eller russisk. De nærmeste slægtninge er således andre østersø-finske sprog, der opdeles i en nordlig gruppe med finsk, karelsk, lydisk, vepsisk og ingrisk samt en sydlig gruppe med estisk, votisk og livisk. Finsk-talende kan forstå karelsk og, i nogen grad, estisk. Med sin officielle status i Finland og EU, og sine næsten 5 millioner talende, er finsk ved siden af ungarsk det "mægtigste" finsk-ugriske sprog. De fleste af dets sproglige slægtninge tales i den Russiske Føderation, og mange af disser er truet. Nedenstående tabel viser 15 beslægtede ord på tværs af finsk og andre finsk-ugriske sprog.
Beslægtede ord i den finsk-ugriske sprogæt.
fi | ee | ve | sa | ma | er | ud | ko | kp | ha | ma | hu | |
---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
øje | silmä | silm | sil’m | čalbmi | шинча | сельме | син | син | син | сэм | сам | szem |
tunge | kieli | keel | kel' | giella | йылме | кель | кыл | кыв | кыв | ньалəм | нēлым | nyelv |
hjerte | sydän | süda | südäin | válbmu | шӱм | cедей | сюлэм | сьöлöм | сьöлöм | сăм | сым | szív |
blod | veri | veri | veri | varra | вӱр | вeрь | вир | вир | вир | ўр | кēлп | vér |
galde | sappi | sapp | sap | sáhppi | шекш | сэпе | сэп | сöп | сöп | сып | восьрам | epe |
is | jää | jää | jä | jiekŋa | ий | эй | йö | йы | йи | йэк | яӈк | jég |
sky | pilvi | pilv | pil’v | balva | пыл | пeль | пилем | кымöp | пив | пăлəӈ | тул | felhő |
flod | joki | jõgi | jogi | johka | эҥep | ёв | шур | ю | ю | йŏхан | я | folyó |
rede | pesä | pesa | peza | beassi | пыжаш | пизэ | kap | пoз | пoз | тыхəл | пити | fészek |
en | yksi | üks | üks’ | okta | ик | вейке | одиг | öтік | öти | ит | акв | egy |
to | kaksi | kaks | kaks’ | guokte | кoк | кaвтo | кык | кык | кык | кăтəн | кит | kettő |
tre | kolme | kolm | koume | golbma | кум | колмо | куинь | куим | куим | хулəм | хȳpӯм | három |
fire | neljä | neli | nel’ | njeallje | ныл | нилe | ньыль | нёль | нёль | ньăл | нилa | négy |
fem | viisi | viis | viž | vihtta | вич | вете | вить | вит | вит | вeт | ат | öt |
Der findes 3 hovedgrupper: Nordlige, østlige og vestlige dialekter.
Finske dialekter
Kilde: Wikimedia Commons
I sammenligning med andre europæiske sprog er dialektforskellene i finsk ganske store. Den vigtigste dialektgrænse er den mellem østlige og vestlige dialekter. Forskellene bunder hovedsageligt i fonetik og fonologi, men der er også interessante forskelle i ordforrådet. For eksempel er ordet for sauna-birkeris vihta i vestfinsk, men vasta i de østlige og nordlige dele af Finland.
Udbredelse af vasta og vihta
Finsk benytter det latinske alfabet med 3 accent-tegn: ä, ö og å. Ä og ö er ret almindelige, hvorimod å kun forekommer i svenske låneord som fx skål ('skål!'). Finsk skelner mellem lange og korte lyde, og forskellen er vigtig at huske fordi den kan afgøre betydningen af et ord. Man skal således passe på med ikke at forveksle lama ('recession') med laama ('lama'). Tilsvarende store betydningsforskelle er der i de følgende finske ordpar, der ellers ligner hinanden meget, både fonetisk og visuelt.
Trykket i finsk ligger på første stavelse. Det er et sprog, hvor man stort set 'taler som man skriver'. Hvis man ser et finsk ord på skrift, vil man højst sandsynlig udtale det på korrekt vis. Her følger et online link til en artikel om de smukkeste ord i finsk.
Finsk er et agglutinerende sprog, dvs. et sprog hvor ét morfem (den mindste betydningsbærende lingvistiske enhed) svarer til én grammatisk funktion/betydning. At danne ord i agglutinerende sprog som finsk er som at sætte perler på en snor én efter én. Finsk vaimollenikin svarer således til en dansk oversættelse bestående af flere ord: 'også min kone'.
vaimo-lle-ni-kin
Det "længste" finske ord, der ikke er et sammensat ord, epäjärjestelmällistyttämättömyydelläänsäkäänköhän (nævnt i afsnittets generelle sprogdata-tabel), er også konstrueret ud fra enkeltmorfemer sat sammen efter reglerne om agglutination. Ordet giver imidlertid ikke megen mening og betyder noget i retning af "ikke engang af hendes mangel på organisation, skulle man tro".
Et andet interessant træk i finsk er de grammatiske kasus. Afhængig af hvordan man definerer denne kategori, findes der mellem 14 og 17 kasus i finsk. 6 af dem er lokativkasus - dvs. har at gøre med beskrivelsen af lokalisering, retning og bevægelse i, til eller fra et et sted. Hvis man vil sige, at 'de er i huset' (talo), er ordformen talossa, hvor -ssa-morfemet betyder 'i'. Suffikset -sta tilføjes til roden for at udtrykke 'fra/ud fra', mens -on i taloon betyder 'ind/ind i'. På finsk er det vigtigt at skelne mellem indre og ydre stedkasus. Hvis noget er i et åbent rum (som fx et bord eller et tag), bruger man andre kasusendelser end de tre ovenfor, fordi finsk skelner grammatisk mellem fx 'ind i' og 'hen på'. Katto betyder 'tag' på finsk, og Katolle beskriver det at komme 'hen på' taget, mens katolta betyder at stige 'ned fra' taget.
Lokative kasus i finsk
Finsk er berømt for dets ordforråd af onomatopoetiske ord (lydord). Finske lydord varierer alt efter hvem eller hvad der laver lyden.
summe
hvæse
at summe
at hyle