slovakisk
Slovenský jazyk
Slovenský jazyk
ca. 4,6 mio. modersmålstalende i Slovakiet plus emigranter og diaspora
Slovakiet, EU; kan bruges på næsten alle niveauer i officiel kommunikation i Tjekkiet.
Ungarn, Serbien, Ukraine, Kroatien
Storbritannien, Tyskland, Irland, Østrig, Ukraine; USA, Canada, Argentina, Australien
Et træk i slovakisk er syllabisk (stavelsesbærende) l og r, samt deres langformer, ĺ og ŕ. Dette fører til tilsyneladende vokalløse stavelser, der imidlertid alligevel er nemme at udtale for modersmålstalende.
Specielt ordet štvrť (fjerdedel) er nyttigt, fordi det kan bruges i sammensatte ord. Nogle af de længste (korpus-) dokumenterede ord er štvrťstoročie, štvrťstrana og štvrťhrsť.
Fordi ord i imperativ (bydemåde) ofte kun består af en ordrod uden endelser/affikser, findes der en håndfuld imperativer der udgør vokalløse ord, dvs. ord, der kun består af konsonanter.
Følgende er en sætning, der traditionelt bruges til at demonstrere syllabisk "r" (fælles med tjekkisk):
Eksemplet kan endda forbedres lidt vha. en verbalpræfiks, en ændring i det sidste ord og štvrť-sammensættelsen.
Eller, med en mere realistisk imperativ (vrč) og en tiltaleform:
Hvis man leger lidt med sammensætningsmulighederne, kan man også danne former som de følgende (som dog ikke stammer fra trykte tekster):
De vestslaviske sprog adskilles fra proto-slavisk.
De første skriftlige dokumenter i hvad der i dag udgør Slovakiet er codices, breve og bibeloversættelser skrevet på oldkirkeslavisk med glagolisk eller kyrillisk skrift. Proglas (af filosoffen Konstantin) anses som det første litterære værk på oldslavisk.
Der mangler slovakiske dokumenter fra denne periode, men der begynder at dukke slovakiske stednavne op i latinske tekster.
Den første overleverede sammenhængende tekst på slovakisk.
Skabelsen af de første supradialektale varianter.
Første forsøg til at benytte et stabilt skriftslovakisk: Romuald Hadvabný (slovakisk-latinsk ordbog, 1763), Jozef Ignác Bajza (forskellige romaner og digte, 1782 – 1813).
Anton Bernolá begynder at arbejde på sit slovakiske sprogprojekt (ordbøger, grammatikbøger), der idag betragtes som den første standardisering af slovakisk.
"Modstandardiseringsforsøg" af Ludevít Štúr. Hans sprog blev senere modificeret af Michal Miloslav Hodža, Martin Hattala og Samo Czambel, og udviklede sig til sidst til det moderne slovakisk.
Jan Kollárs version (ja, endnu en!) blev godkendt som officielt sprog, men førte til protester blandt de slovakiske intellektuelle pga. dets arkaiske udseende og lighederne med tjekkisk.
Det tjekkoslovakiske sprog bliver det officielle sprog i Tjekkoslovakiet; passiv tosproglighed promoveres for tjekkisk og slovakisk.
Der publiceres regler for slovakisk ortografi med udgangspunkt i tjekkoslovakisk.
Den sidste ortografiske reform af betydning, med en efterfølgende stabil nutidsortografi.
Opdelingen af Tjekkoslovakiet; det tjekkiske sprog forbliver vigtig i Slovakiet.
Referencebøger af standardiseret slovakisk og andre lingvistiske resurser tilgængeliggøres i elektronisk form.
Moderne slovakisk ortografi kan varte op med det største antal bogstaver (46) blandt alle europæiske sprog med et latinsk alfabet. Det slovakiske alfabet gør udstrakt brug af diakritiske tegn, og indeholder også nogle helt unikke bogstaver. Ľ/ľ og Ĺ/ĺ (L med mäkčeň og I med akut accent) er således bogstaver der kun findes i slovakisk, mens bogstaverne Ď/ď og Ť/ť er unikke for slovakisk og tjekkisk tilsammen. Uden den turkmenske reform i 1995, ville også Ň/ň være et slovakisk/tjekkisk-unikt bogstav.
Der findes en interesant visuel repræsentation af mäkčeň - normalt bruges en kileformet bue over bogstaven, men for ď, ť, ľ og Ľ skrives det anderledes - som en slags apostrof til højre for bogstavens top. Dette er udelukkende en grafisk variant, og accent-tegnet er stadigvæk en ægte mäkčeň. Apostrof-erstatningen af mäkčeň bruges i øvrigt ikke i håndskrift. Fordi fænomenet udelukkende forekommer i slovakisk og tjekkisk, er det stort set ukendt i udlandet og kan føre til forvirring og sammenblandinger (ofte i form af løst strøede apostrofer) når udlændinge bruger tegnene.
Digrafer (ch, dz, dž) betragtes i slovakisk som selvstændige bogstaver, men de er "svage" i den forstand, at de ved lodret stavemåde indtager 2 positioner, men kun én i krydsord, noget der i øvrig varierer for "dz" og "dž". Som majuskler forekommer disse bogstaver både som CH og Ch, DZ og Dz, DŽ og Dž, alt efter om de efterfølgende bogstaver skrives med stort eller småt.
Det er velkendt at slovakisk og tjekkisk er nært beslægtede. Den gensidige forståelighed svarer til den mellem italiensk og napolitansk, portugisisk og galicisk, norsk og svensk og lignende sprogpar. Afstanden er måske større end mellem serbisk og kroatisk eller britisk og amerikansk engelsk, men mindre end tyrk-nederlands eller russisk-ukrainsk. Et andet sprog, der er nært beslægtet med slovakisk er polsk, men forskellene er større og den gensidige forståelighed begrænset.
Der findes et dialektalt kontinuum fra tjekkisk hen til de østslovakiske dialekter, med overgangsdialekter tæt på rusinsk (Lemko) og polsk (Góral). De vest- og østslaviske dialekter er dermed forbundet af en kæde af gensidig forståelighed, og man kan klassificere dem som del af det nordslaviske dialektkontinuum. En hypotetisk rejsende, der starter i den vestligste tjekkiske by (Aš) og gør ophold i hver efterfølgende landsby på vej mod øst, vil opdage, at dialekterne ændrer sig en anelse, men forbliver tæt på hinanden. Den rejsende kan nå helt til Vladivostok uden at støde ind i en klar lingvistisk grænse på vejen - men de østligste og vestligste sprog vil indbyrdes være meget forskellige.
I slovakisk dannes nye ord hovedsagelig ved at tilføje affikser/derivation og ved indlån af fremmedord (mest fra engelsk).
Slovakisk bruger et stort antal affikser, der kan ændre ordets betydning, fx:
Flersproget hjemmeside, der hjælper med at lære slovakisk: http://slovake.eu