svensk
Svenska
Svenska
9 millioner
Sverige, Finland, EU, Nordisk Råd
USA (~ 60.000), Storbritannien (~ 40.000), Canada (~ 20.000), Estland, Argentina, Brasilien.
Der er ingen skarpe dialektgrænser imellem de skandinaviske sprog, og forskellene mellem dansk, svensk og norsk bokmål ("bog-sprog") er så små, at sprogene med lidt øvelse og tålmodighed er gensidig forståelige, især på skrift. I blandet selskab taler skandinaver således bare hver deres eget sprog, snarere end hinandens eller en fælles lingua franca. I denne sammenhæng fungerer svensk som en slags sproglig bro mellem Finland og de andre skandinaviske sprog, fordi sproget har officiel minoritetsstatus i Finland. På trods af de historiske bånd bliver det dog mere og mere almindeligt at modersmåls-finsktalende foretrækker engelsk fremfor svensk, selv i kommunikationen med deres nordiske naboer.
Slaveri og trældom afskaffes
Stockholm-blodbadet
30-årskrigen
Store Nordiske Krig
1 million udvandrer til USA
Stavereform 1906, Finland bliver uafhængig (1917)
Siden en omfattende retskrivningsreform i 1906 er svensk ortografi meget udtaletro. Dette gør det nemmere for børn at lære at læse, og hårdere for udlændinge at genkende internationale ord som pjäs (fransk pièce, 'folder', 'brochure'). Ud over de 26 almindelige latinske bogstaver bruger svensk 3 typisk skandinaviske bogstaver: en 'å'-variant af 'a', og umlaut-bogstaverne 'ä' og 'ö'.
Proto-nordisk og norrønt blev skrevet med runer (hhv. ældre og nyere Futhark).
Ældre Futhark | Yngre Futhark | latinsk bogstav | IPA (internationalt fonetisk alfabet) |
---|---|---|---|
ᚠ | ᚠ | f | /f/ |
ᚢ | ᚢ | u | /u(ː)/ |
ᚦ | ᚦ | þ | /θ/, /ð/ |
ᚨ | ᚨ | a | /a(ː)/ |
ᚱ | ᚱ | r | /r/ |
ᚲ | ᚴ | k | /k/ |
ᚷ | - | g | /ɡ/ |
ᚹ | - | w | /w/ |
ᚺ ᚻ | ᚼ | h | /h/ |
ᚾ | ᚾ | n | /n/ |
ᛁ | ᛁ | i | /i(ː)/ |
ᛃ | - | j | /j/ |
ᛇ | ᛅ | ï / æ | /æː/ |
ᛈ | - | p | /p/ |
ᛉ | - | z | /z/ |
ᛊ | ᛋ | s | /s/ |
ᛏ | ᛏ | t | /t/ |
ᛒ | ᛒ | b | /b/ |
ᛖ | - | e | /e(ː)/ |
ᛗ | ᛗ | m | /m/ |
ᛚ | ᛚ | l | /l/ |
ᛜ ᛝ | - | ŋ | /ŋ/ |
ᛟ | - | o | /o(ː)/ |
ᛞ | - | d | /d/ |
- | ᛦ | R | /R/ |
Svensk har 2 grammatiske køn, fælleskøn (utrum) og intetkøn (neutrum). Som dansk og engelsk har sproget mistet al kasusmarkering ud over et genitiv-s, som nogle i dag anser for en possessiv-markør snarere end en kasus-endelse. Svensk bøjer heller ikke verberne i person og tal. Til gengæld er der stadigvæk genus-bøjning for adjektiver og tal-bøjning for substantiver og adjektiver, og der findes en enklitisk artikel, der gør tingene mere indviklet for substantiverne:
ubestemt ental | bestemt ental | ubestemt flertal | bestemt flertal | |
---|---|---|---|---|
fælleskøn, -a |
flicka
pige |
flickan | flickor | flickorna |
fælleskøn, andre |
stol
stol |
stolen | stolar | stolarna |
växt
plante |
växten | växter | växterna | |
intetkøn, vokaludlyd |
äpple
æble |
äpplet | äpplen | äpplena |
intetkøn, med konsonant |
barn
barn |
barnet | barn | barnen |
uregelmæssig |
man
mand |
mannen | män | männen |
Svensk markerer kun 2 verbaltider bøjningsmæssigt: nutid (-r) og datid (-de/-te). En speciel supinumsform (-it) bruges sammen med hjælpeverbet "have" til at danne en perfektiv datidsform, der udtrykker relevans op til taletidspunktet: han har tagit det (han har taget det). Fremtid udtrykkes med hjælpeverbet ska plus infinitiv: han ska arbeta (han skal/vil/kommer til at arbejde).
Den normale ordstilling i svensk er subjekt-verbum-objekt. Inden for en syntaktisk gruppe placeres let materiale (artikler, adjektiver, adverbier) til venstre, og tungt materiale (ledsætninger og præpositionsudtryk) til højre.
Svensk kan danne ord ved sammensætning, fx regionutvecklingssekretariatet (sekretariat for regional udvikling), så i teorien er det svenske ordforråd uendeligt. Svensk har eksporteret få ord, for det meste ord om mad, noget af det mere spiselig (lingon(berry)), noget mindre (surströmming), men også videnskabelige ord såsom angström (en tiendedel af en nanometer) eller tungsten (ordret "tung sten"). Grammatisk interessant er affikset "-is", der bruges til at danne nye kulturelle udtryk ud fra andre substantivrødder: dagis (dag+is, daginstitution), kompis (kammerat), godis (god+is, slik), postis (postbud), kändis (kendt+is) og dets antonym doldis (skjult+is).
Helt bortset fra de lingvistiske differencer, tegner de svenske dialektgrænser også et billede af Sveriges historie som et imperium og en vordende nationalstat. Således er Finlands-svensk (inkl. Åland) og det - næsten uddøde - estiske svensk levn fra svensk kolonisering og forvaltning rundt om Østersøen, mens sydsvensk tales i de forhenværende danske områder, hvor det har bevaret danske træk, bl.a. konsonant-forskydningen fra p,t,k inde i ordet til b,d,g).
Kilde: Wikimedia Commons