italiensk inflydelse

Italiensk er et officielt sprog i Italien og EU, og et minoritetssprog i 2 andre EU-lande. Det er et af unionens største sprog, efter tysk, engelsk og fransk. Det er ikke noget internationalt sprog på samme måde som engelsk, fransk eller spansk, men finder udbredt anvendelse i Middelhavsområdet og undervises som et populært fremmedsprog rundt omkring i verden. Kendskab til italiensk er nødvendigt for kunsthistorikere og musikere, især hvad angår opera. Italiensk er også et vigtigt sprog inden for international gastronomi, og italiensk har påvirket næste alle sprog i verden, især inden for de ovennævnte områder. Ord og udtryk som sfumato, fresco, villa (kunst og arkitektur), concerto, ballerina, allegro, baritone (musik), motto, novel, notturno (literatur) or spaghetti, espresso, pizza, pasta, men også zero, lava, volcano og neutrino (videnskab) er bare nogle af de tusindvis af ord der er overtaget som låneord af andre europæiske sprog. Dette fortæller os noget om den næsten absolutte dominans, italiensk kultur har haft i europæisk historie, fra romernes tid og oplysningstiden op til vore dage. Der findes 3.000 italienske låneord i fransk, og nabodialekterne i Frankrig, Kroatien eller Slovenien er dybt påvirket af italiensk, ligesom maltesisk er fuld af italienske ord. Og endeligt må det ikke glemmes, at italiensk er de-facto arbejdssproget af Vatikanstaten, og dermed forankret i hjertet af hele den katolske verden.

Grammatik

Italiensk har 2 grammatiske køn, med kongruens (bøjningsoverensstemmelse) mellem artikler, adjektiver og substantiver, men sproget har ikke længere kasusbøjning - med undtagelse af pronominerne (stedordene): (io, me – jeg, mig). Et specielt træk af italiensk er, at artiklerne smelter sammen med præpositionerne (forholdsordene) del, dello, dell‘, dei, degli, della, delle ovs.

Italiensk danner ikke sammensatte ord. Den normale ordstilling er SVO (subjekt-verbum-objekt), og adjektiverne står til højre for substantiverne: una casa grande (et stort hus).

Verberne bøjes i person og tal, og har kongruens med subjektet. Italiensk har mange uregelmæssige verber, og de regelmæssige verber opdeles i 3-4 grupper, afhængig af infinitivendelse (-are, -ere, -ire, -isco: parlare, credere, partire, finire, finisco). Tabellen viser bøjningsmønstrene for et regelmæssigt verbum af den første klasse.

Italienske dialekter og Italiens sprog

Den lingvistiske mangfoldighed i Italien er faktisk større end i resten af de romansk-talende lande. Rigsitaliensk er på mange måder tættere på spansk eller portugisisk end på piemontesisk eller napolitansk. Og piemontesiske dialekter har mange træk, der ligger tætter op ad provencalsk og fransk end italiensk. Andre lokale hovedvarianter af italiensk - venetiansk, emiliansk, romagnolo, lombardisk, genuesisk-ligurisk, napolitansk, siciliansk - er uafhængige videreudviklinger af vulgærlatin, dvs. dialekter af latin, ikke af toskansk italiensk, der udgør basis for rigsitaliensk. Det er derfor mere korrekt at tale om Italiens sprog end om italienske dialekter, idet hvert af disse vernakulærsprog selv har dialekter og nogle endda en skriftlig tradition med en ofte rig litteratur.

Toskansk betragtes stadigvæk som den "reneste" af alle italienske dialekter, fordi det mest ligner det originale/klassiske latin. Den mest inflydelsesrige variant kaldes i dag Lingua toscana in bocca Romana: "Toskansk i en romers mund". Alligevel var det først i det 19. århundrede, at de dannede toskaneres tungemål blev til fællessproget af en ny nation. Samlingen af Italien i 1861 havde ikke bare en dyb virkning på den politiske front, men førte også til en gennemgribende social, økonomisk og kulturel transformation. Med indførelsen af obligatorisk skolegang faldt analfabetismen, og mange talere droppede deres modersmålsdialekt til fordel for nationalsproget, eller udviklede en lokal accent-variant af standardsproget (Italiano popolare), farvet af de lokale vernakulærsprog.

Kilde: Wikimedia Commons