Introduktion

Syntax beskriver sprogets lineare struktur og forklarer hvordan ord (syntaksens mindste enheder) føjes sammen til at danne en sætning (syntaksens største enhed).

Både enkelte ord or mere komplekse sætningsdele kan beskrives mht. form eller funktion, dvs. med udgangspunkt i enten hvad enheden består af, eller hvilken rolle den spiller i sætningen. I sætningen Den Europæiske Rumfartsorganisation opsendte en rumsonde til Mars i 2003, for eksempel, findes 5 sætningsled, der indikerer hvem der gjorde (opsendte) hvad, hvor(til) og hvornår. Kerneledet er verbet opsendte, der direkte styrer hvem- og hvad- elementerne, kaldet subjekt og objekt i den syntaktiske terminologi. Mere løst styrer verbet desuden de to sted- og tids-led, der kaldes adverbialer. Man kan betragte disse funktionelle led som pladsholdere der kan fyldes med materiale af varierende syntaktisk form. Således er den Europæiske Rumagentur ikke bare et fremragende alternativ til NASA, men også en gruppe ord, betegnet nominalsyntagme eller substantivsyntagme, fordi den styres af et substantiv (navneord), og fordi det kan udskiftes med et enkelt substantivisk element, fx et egenavn (ESA) eller pronomen/stedord (den). Men mens alle sprog kan udtrykke hvem-gjorde-hvad-hvor-hvornår, gør de det på vidt forskellig vis hvad angår rækefølgen af sætningsled (typologi).

Strukturelle syntaktiske repræsentationer

De fleste syntaktiske teorier benytter sig af træstrukturer til at beskrive syntaktiske relationer, enten ved at gruppere ord (generativ grammatik) eller ved at markere afhængighedsforhold mellem enkeltord (dependensgrammatik).

Generativ grammatik (eller frasestrukturgrammatik, PSG) har fået sit navn, fordi det tillader at generere (danne) en sætning igennem gentagne sammenføjninger af såkaldte konstituenter (ord eller ordgrupper) til stadigt større led, styret af et kombinatorisk regelsæt:

Et tilsvarende dependenstræ ser noget anderledes ud:

Syntaktiske overflademarkører

På overfladeniveauet kan syntaktisk funktion markeres vha. morfologiske træk (morfologi), som fx affikser, igennem ordrækkefølgen eller med separate funktionsord (ofte præpositioner eller postpositioner i europæiske sprog eller efterstillede partikler på japansk).

Syntetiske sprog (morfologi) markerer ikke alene relationer mellem sætningsleddene selv, men udviser også synlige forbindelstegn mellem de enkelte ord i et sætningsled. Det bedste eksempel for dette er kongruensen i substantivsyntagmer, hvor alle ordene deler trækkene numerus (tal), genus (køn) og kasus (fald) - jf. for eksempel Lingvopedias substantivtabeller for slovakisk, tysk etc. Det portugisiske substantivsyntagme {as casas novas} {de nye huse} bærer således numerus- (flertal) og genus- (hunkøn) træk på alle tre ord. Imidlertid er trækkene i virkeligheden knyttet til syntagmet som helhed, og derfor kan det enkelte ord sagtens være umarkeret eller flertydig mht. eet eller flere kongruenstræk, sålænge bare eet ord i gruppen bærer den relevante markør. Således er kasusmarkøren in et tysk substantivsyntagme mere synlig i artiklerne end i substantivet selv (der Hund, des Hundes, dem Hund, den Hund), og engelsk markerer flertal kun for substantiver, ikke for adjektiver eller artikler.

Syntaktisk dybdestruktur

På et dybere niveau afspejler syntaksen betydningsstrukturen (semantikken) i en ytring. Aktiv og passiv, for eksempel, er to måder at udtrykke det samme udsagn - kun synsvinklen ændres. Således forbliver årsag-effekt-relationen (jf. semantiske roller i semantik-kapitlen) den samme mellem jordskælv og tsunamier - også når tsunamier gøres til sætningens subjekt:

Det er stadigvæk uafklaret om lingvistisk struktur direkte afspejler kognitive processer, men man ved at mennesker har et særligt syntaktisk hjernecenter, Broca-centret, i den motoriske del af hjernens frontallap (pandelap). Denne del af hjernen fungerer som modpart til Wernicke-centret, der håndterer forbindelsen mellem lyd og betydning, og er lokaliseret i temporallap (tindingelap), hvor hørelsen bearbejdes. Patienter, der har fået Broca-centret ødelagt af et slagtilfælde, taler i en slags telegramstil, med simple kæder af substantiver uden funktionsord eller syntaktiske strukturer - men hvad de siger, giver mening. Omvendt vil en patient med et Wernicke-slagtilfælde tale flydende sludder.

Interessant nok kan det dog sagtens være flydende sludder, der adskiller menneskesprog fra sproget hos andre primater. Bonobo-chimpanser, i særdeleshed, er i stand til at lære tegnsprog, forstår komplekse spørgsmål og kan endda kombinere ord på kreativ vis (please open hurry = please open [it] quickly). Men de råder kun over meget rudimentær (Wernicke-agtig) syntaks og ændrer fx ikke på ordfølgen, når de selv formulerer spørgsmål.