Indledning

Semantik kan oversættes som betydningslære. Det er en farverig disciplin, der rummer samtlige aspekter af meningslaget i sproget, være det sig leksikalsk, strukturel eller funktionel.

Det er også en disciplin med en ophedet debat, fordi en betydningsanalyse kan forekomme mere vilkårlig, eller med et pænere udtryk, konventionsdreven, end man (= Plato) skulle tro. Få ord (bl.a. for dyrelyde i Lingvopedia har en direkte, "naturlig" betydning, men selv dyrs eget sprog kan være symbolsk - således kommunikerer bier igennem geometriske danse, og hvaler benytter sig af individnavne i deres sange.

Et godt eksempel er farveord - på trods af at være udstyret med de samme synssystemer, er mennesker nemlig ret uenige når det gælder om at opdele det naturlige farvekontinuum i separate farvekategorier. Forskellige sprog har mellem 2 og 11-12 ikke-sammensatte farveord, med rød som første kategori der føjes til en simpel sort-hvid distinktion, efterfulgt af et eller flere udtryk for blå-grøn (Berlin & Kay). Men sprogene er bare ikke enige i hvor grænserne går. Valisisk, for eksempel, har eet ord, glass, der dækker det meste af {dansk} blå/grøn, mens russisk, på den anden side, underopdeler blå i mørkeblå sinij og lyseblå goluboj nuancer. Og det står endnu værre til med den deskriptive logik i faste vendinger og talemåder: black eyes ("sort øje") fra et engelsk fodboldbølle-slagsmål vil således blive diagnosticeret som Blaues Auge ("blåt øje") efter revanchekampen i Tyskland. Men er een beskrivelse mere "korrekt" end en anden? Nej, vi bliver simpelthen nødt til at acceptere, at betydning og mening langt hen ad vejen er et rent sprogligt (konventionsdrevet) system, som filosofen Wittgenstein ville kalde det. Derfor kom der mere ro i de lingvistiske sind, da Saussure introducerede forskellen mellem signifiant og signifié: Dvs. tegnet er uafhængigt af sin betydning. (Jf. også Sprog og tanke)

Ordbøgernes leksikalske semantik

Fordi ord er de nemmest tilgængelige, små og klart afgrænsede enheder i sproget, er der i tidens løb gjort store anstrengelser for at definere ord, eller - hvor muligt - endda at "foreskrive" en bestemt betyding igennem etymologien (Isidore of Seville). Dette bevidnes af oceaner af ordbøger, encyklopædier og klassifikationssystemer. Et naivt udgangspunkt er bare at tildele hvert ord en såkaldt referent i den virkelige (ikke-lingvistiske) verden, men dette fungerer kun for egenavne og biologiske taksonomier, eller - på et mere abstrakt plan - for såkaldte deiktiske (pegende) ord som fx jeg, du, her, der, nu, i går. De fleste ord svarer imidlertid ikke til ting og punkter i tid og rum, men til koncepter. Og fordi koncepter kun eksisterer i hjernens eget univers, kan der være små forskelle på hvad to personer præcist mener med ét og samme ord.

En rimelig neutral tilgang til klassifikationsproblemet er den paradigmatiske metode. Den fungerer uafhængigt af definitioner, etymologi og observation, udelukkende ved at teste hvilke ord der kan stå ind for hinanden i samme kontekst. Fx kan konteksten "Hun satte sig på en/et ..." hjælpe med at klassificere stol, sofa, skammel, lænestol og bænk som en beslægtet klasse ting ("siddemøbler"). Og det kan være nemmere at forklare hvad en stol er ved at beskrive dens anvendelse (at sidde på) snarere end præcist at definere objektet (hvor mange ben? om nogen overhovedet?). Alligevel vil hver kultur have en forestilling om "det typiske siddemøbel", være det sig en stol eller en tatami-måtte, og andre sidde-redkaber vil blive beskrevet igennem hvordan de adskiller sig fra den "normale" stol. Hvorfor? Eksperimentelle psykologiske undersøgelser peger på at mennesker strukturerer det semantiske landskab ved at gruppere koncepter omkring såkaldte semantiske prototyper. Hvis man ber nogen om at nævne et værktøj, vil det være en hammer med en relativ høj sandsynlighed, et musikinstrument vil være en violin, et tal bliver 7 ... men der er ikke tale om telepati eller sort magi. Nej, det er bare semantisk effektivitet, fordi det er nemmere at skelne eller sammenligne end at definere. Børn starter med prototyper som "hund" og "æble", og finder så senere ud af hvad der menes med "dyr" og "frugt" - ved at lære, af de voksnes sprogbrug, om et givent koncept er tættere på henholdsvis "hund" eller "æble". Metoden er foklaringen på hvorfor mange småbørn kalder katte for hunde for en tid (sød & pelset), eller tomater for æbler (rund & rød).

Formel semantik og semantiske træk

Formel semantik søger at reducere ytringer til formaliserede udsagn om faktiske forhold med en definerbar sandhedsværdi, kvantificering m.m. Ideelt set kan disse udsagn så fortolkes vha. matematisk logik og argumentation. (Fx: Alle politiker lyver & alle der lyver snyder også med skatten --> hvis nogen betaler deres skat, er de ikke politikere).

En anden, lidt mindre formel, tilgangsvinkel er at måle betydning, fx ved at klassificere pattedyr vha. målelige træk som "hvor stor" eller "hvor vild". Dette vil placere løver og tigre i ét hjørne af diagrammet, elefanter og giraffer i et andet, katte og fritter i et tredje, og mus og lemminger i det sidste. På et mere systematisk niveau kan ord beskrives som binære bundter af "atomare" semantiske træk. For eksempel kan køretøjer beskrives som +bevægelse & -levende, mens dyr er +bevægelse & +levende, og planter -bevægelse & +levende.

Strukturalistisk semantik

Strukturalismen har haft en dybtgående inflydelse på moderne semantik, og ser sproget som et netværk af systematiske relationer. Baseret på princippet om kompositionalitet ("sammensættelighed"), forsøger lingvisterne at parallelisere semantiske relationer med de syntaktiske relationer ordene imellem. Forskellen mellem male det røde hus og male huset rødt er således syntaktisk markeret igennem forskellen i ordrækkefølgen: rød er del af substantivsyntagmet det røde hus i førstnævnte, men et uafhængigt sætningsled i sidstnævnte (male - hus - rød. Den semantiske (betydningsmæssige) forskel er så om huset er rødt allerede før, eller først efter, malningen. På lignende vis benytter romanske sprog adjektivers placering til at markere en semantisk forskel. Således mener portugisisk med um cargo pesado et tungt læs, mens um pesado cargo er en tung opgave eller byrde.

Al deskriptiv videnskab begynder med klassifikation, og semantik er ingen undtagelse. Ét sådant system er en tesaurus, et andet er de numeriske emneindeks der bruges af biblioteker. Moderne lingvistiske værktøjer, såsom OrdNet og Wikipedias ontologier, skelner mellem forskellige relationer, fx

  • X er et Y (X=hyponym, Y=hypernym), fx skak er et spil
  • "X er det modsatte af Y" (antonymer), fx hæslig vs. smuk
  • "X er en (strukturel) del af Y" (meronymi), fx hjul og bil

Men fordi sproget er uransageligt, kan man ikke stole på at lingvistiske klassifikationer følger biologiske, eller i det mindste er konstant på tværs af sprogene. Således er en delfin biologisk set et pattedyr, men lingvistisk fungerer den mest som fisk, og hvor engelske kartofler er grønsager, er de det ikke på dansk og tysk.

Et pædagogisk nyttigt semantisk ordningsprincip er ordfeltet, hvor der opsummeres kropsord, golftermer eller hesteudtryk. Sommetider følger et ordfelt en simpel Er en/et klassifikation (fx erhverv). Men oftest er der ingen begrænsninger hverken mht. hyponymi eller ordklasse. Således indeholder ordfeltet for hest ikke kun hingste, hopper, føl og Trakehnere, men også redskaber (fx saddel), kropsdele (hov, manke) eller verber/udsagnsord (gallopere, vrinske, avle, ride).

Traditionel er både ontologier, OrdNet og ordfelter blevet opbygget manuelt, og lingvisterne har brugt deres viden om verden og introspektion til formålet. Denne noget subjektive metode er nu blevet understøttet, og sommetider erstattet, af computer-skabte redskaber, der trækker på gigantiske elektroniske tekstsamlinger (fx Wikipedia eller Internettet), automatisk grammatisk analyse og statistik. Eksempler er automatisk genererede ordfelter i form af samforkomst-netværk (Leipzig Wortschatz), eller relationelle ordbøger (DeepDict, Sketch Engine). Disse værktøjer kan så selv automatisk udlede hvad en hest kan (a) være [vild, sort, trojansk], (b) gøre [vrinske, trave] eller (c) blive udsat for [tøjle, strigle], simpelthen ved at analysere sætninger hvor ordet hest optræder med en syntaktisk funktion som henholdsvis substantivsyntagmekerne, subjekt (grundled) eller objekt (genstandsled).

Funktionel semantik

De fleste af ovennævnte klassifikationssystemer følger J.R. Firth's maksime (1957) om at man kan kende et ord ud fra dets selskab. Eller sagt på en anden måde, semantik drejer sig om hvordan ord bruges og kombineres, og hvilken rolle de spiller i et givent sprogsystem. Lingvister har et specielt udtryk for "ords selskab" - kollokationer, som er rækker af ord der ofte forekommer sammen (som umiddelbare naboer i en sætning). Nogle kollokationer er 100% faste vendinger og kan betragtes som semantiske helheder (big bang, finde sted, mens andre hænger sammen, men uden at være fikserede (højt bjerg, høj temperatur, høj cigarføring, [på] høj[e] tid).

Men reglerne for ords "selskab" omhandler mere end bare kollokationer. Især verberne (udsagnsord) projicerer semantiske rum for deres syntaktiske argumenter. kærtegne, for eksempel, har en subjektsplad (grundledsplads) for en (menneskelig) agent, og en objektplads (genstandsledplads) for noget der er "animat" (levende), fx et menneske, dyr eller kropsdel. Man kan sige at Peter i "Peter kærtegner Jane" - semantisk set - udfylder AGENT-rollen, mens Jane står for rollen af EXPERIENCER.

En elegant måde at forklare metaforer på er at beskrive dem som et sammenstød (blending) af en semantisk pladsholder og det ord der udfylder pladsen, hvor pladsen er af én type og det udfyldende ord af en anden. Her vil førstnævnte påtvinge sidstnævnte en anden, metaforisk, fortolkning. For eksempel sker der en (metaforisk) overførsel af trækket +ANIMATE (levende) til ikke-levende objekter/koncepter, når en digter taler om varme aftenvinde, der kærtegner pigens nøgne hud (vind = AGENT), eller når guitarspillerens fingre kærtegner kurverne af hans instrument (guitar = EXPERIENCER).

En fuldstændig beskrivelse af semantikken skal selvfølgelig ikke bare fungere sammen "nedadtil" med syntaksen, men også "opadtil", med pragmatik og sociolingvistik. Således er den pragmatiske, effektive læsning (i kantede parenteser) i følgende eksempler ikke eksplicit i sætningskonteksten, og kan kun konkluderes ud fra den pragmatiske kontekst.

Jeg er i hall'en [= jeg vil være i hallen og vente på dig, skynd dig lidt]

Er du stoppet med at være din kæreste utro? [= du plejede ellers at være hende utro]

Manipulationen af pragmatisk betydning er både en kunst og et kraftigt lingvistigt våben. Den stakkels fyr i det sidste eksempel er således i knibe uanset om han svarer ja eller nej. Humor, og især ironi, kan ofte opnås ved først at henlede tilhøreren til én fortolkning, og så ændre betydningen i et udsagn med tilbagevirkende kraft, ved at tilføje en ny kontekst, der vender fx et positivt udsagn på hovedet og skaber et negativt:

Brasilien er fremtidens land [- og det vil det altid være]

Hvad synes du om zimbabwisk demokrati? [- jeg synes det ville være en god idé!]

Afrika blev afkoloniseret på bedste demokratisk manér: én mand - én stemme [- én gang]

Endeligt kan lingvistisk form også bære på social betydning. Japansk, for eksempel, har mange måder at sige jeg på, for eksempel det formelle watashi, det mere afslappede washi (mandlig) og det nuttede atashi (kvindelig). Et nyligt fransk sociolingvistisk tiltag er afskaffelsen af den høflige tiltaleform for ugifte kvinder, Mademoiselle (frøken), der forenklede paradigmet til Monsieur (hr) og Madame (fru). Hvad der i et land som Frankrig førte til at mange kvinder følte sig nedgraderet til hvad de opfattede som en semantisk træk-kombination af +gammel & -sexet.