Mens grammatik beskæftiger sig med strukturen af ord og sætninger, og semantik med deres betydning, har pragmatikken fokus på deres fortolkning i {i}sprogbrugen{/i} i en konkret kontekst, og er afhængig af den sociale baggrund for en talehandling.

Deiksis

Har du nogen forestilling om hvad det betyder, hvis du ser Jeg er her snart på et stykke papir på gulvet? Hvem er Jeg? Hvor er her? Og hvornår er snart? Den samme besked ville straks være mere forståelig, hvis du havde en aftale med din lærer eller chef kl. 15, og fandt beskeden på døren. Du kender personen, stedet og tiden, så du ville vente nogle minutter. Denne type ord kaldes deiktiske udtryk{(b}, som betyder at de kun kan fortolkes ud fra talerens perspektiv ('afsenderen' af informationen). Deiksis har personlige, tidsmæssige, rumslige og sociale aspekter.

Hvis nogen står foran dig og prøver at forklare vejen til et museum, vil hans 'højre' være din 'venstre'! Hvis du bruger det samme informelle sprog med din lærer eller chef som du bruger sammen med dine venner, kann dette få ubehagelige konsekvenser. Omvendt kan overdrevent formel sprogbrug få dig til at fremstå latterligt overfor kammeraterne.

Talehandlinger

Traditionelt anses handlinger som vigtigere end ord. Men hvis du vil love noget, hvad andet kan du gøre end at udtale sætningen jeg lover? Og det er nok for en præst at sige: Jeg forkynder jer at være ægtefolk både for Gud og mennesker for at ændre brudeparrets liv for altid. Så der findes visse talehandlinger der - som lingvisten John L. Austin fandt ud - udføres med ord alene. Under forudsættning af at visse rammepræmisser overholdes, udfører de udtalte ord den handling de beskriver. Vi kan erklære par for gifte (hvis vi har den fornødne retslige autoritet), ligesom vi kan love ting, true personer, eller såre dem alene vha. ord.

Nogle talehandlinger fungerer som erklæringer og ændrer verden (jf. ovenstående eksempel), mens andre er direktive og udtryk for talerens vilje (Jeg ber dig om at svare. Gør ikke det!). Talehandlinger kan også være komissive, dvs. udtryk for talerens hensigt (Jeg skal nok lade dig se filmen), ekspressive, dvs. udtryk for talerens følelser (Det gør mig virkelig ondt. Tillyke!) eller bare repræsentative, dvs. en fremsættelse af hvad taleren mener er sandt (Vores hus ligger tæt på museet).

Talehandlinger kan være direkte eller indirekte. Man kan direkte bede folk om at åbne vinduet, når det er for varmt i rummet, eller også nøges med bemærkningen Det er meget varmt her inde, en indirekte opfordring, der i den rette kontekst vil have samme effekt som en direkte opfordring.

Præsuppositioner og implikaturer

Hvis nogen siger: 'Min vens bil blev stjålet', får man ikke alene informationen om tyveriet, men man ved også, at personen har mindst én ven, og at denne ven ejer en bil. Disse to sidstnævnte informationer er indeholdt i udsagnet, men ikke udtrykkeligt nævnt, idet der er tale om såkaldte præsuppositioner. Hverdagssproget er fuld af præsuppositioner, et faktum der forklarer hvorfor udlændinge sommetider misforstå sammenhæng, der er åbenlyse for en modersmålstalende.

Præsuppositioner kan være existentielle (som i ovenstående eksempel), men kan også være styret af såkaldte faktive verber. Uanset om man siger Jeg glæder mig over at Peter kom eller Det ærgrer mig at Peter kom, forbliver det sandt at Peter kom. Selv spørgsmål som Hvornår/hvorfor kom Peter implikerer samme forhold. Nogle ord indebærer en præsupposition rent leksikalsk: Når vi afslutter noget, er det underforstået, at der har været en begyndelse. Og Sætningen Du er igen kommet for sent insinuerer at det ikke er første gang.

Hvis din ven spørger: Vil du med mig i biografen i aften?, ville det simple svar være ja eller nej, men ofte er svaret noget helt andet, fx: Super! Hvad er der af film? eller Desværre, jeg har en eksamen i morgen eller ligefrem Lad mig være i fred! Ud fra alle disse svar er konklusionen åbenlys alligevel, og alle er eksempler på hvad man kalder konversationelle implikaturer.

Konversationsprincipper (samtaleprincipper)

Basis for en fungerende samtale er at samtalepartnerne samarbejder om opgaven. Grice har i denne forbindelse formuleret principper som de følgende: (1) giv et informativ svar, og ikke mere (kvantitetsprincip); (2) din information bør være sand (kvalitetsprincip); (3) vær relevant (relationsprincip); (4) vær klar og tydelig i dit udtryk (mådesprincip).

Høflighed er også vigtig for samtalebaseret kommunikation. Dette indebærer at man skal være bevidst om den anden persons offentlige selv-billede. Høflighed udmønter sig i form af hilsner og tiltaleformer, samt i de strategier der bruges til at forespørge, nægte osv. Desuden retter høflighed sig mod forskelle mellem samtalepartnere mht. til alder, køn og social status, såvel som graden af fortrolighed. På alle disse punkter er der store forskelle kulturerne imellem

Den minimale, eller grundlæggende, distinktion er mellem formel og informel kommunikation, men i modsætning til dansk kultur har asiatiske kulturer et lang mere nuanceret høflighedssystem. Hvis man overtræder høflighedsreglerne kan det ikke bare virke fornærmende på samtalepartneren, men også forhindre at man opnår de mål man havde i forbindelse med samtalen.

I og med lingvistiske skikke og den kulturelle baggrund er forskellige fra folk til folk, kan ikke kun høflighedsreglerne, men også implikaturerne være tilsvarende forskellige. Det er derfor nødvendigt med en mere eksplicit kommunikation og større åbenhed i interkulturelle sammenhæng. Disciplinen Tværkulturel pragmatik beskæftiger sig med disse problemer samt med mulige strategier for at løse dem.