Filosofi som generel videnskab undersøger verdens og menneskers væsen, og sprogfilosofien som deldisciplin beskæftiger sig med sprogets væsen, dets relationer til verden og hvordan sindet opfatter og beskriver virkeligheden igennem sproget. Med andre ord sætter sprogfilosofien fokus på relationen mellem sprog, tanke og virkelighed.

Selv i antikken spurgte folk sig selv hvorvidt relationen imellem et ord som hund og den ting det indikerer (objektet hund) bare er en vilkårlig, menneskeskabt konvention, eller i hvilken grad ting-relationen er naturligt iboende i og uadskilleligt fra ordet. Bare det at verdens sprog beskriver den samme virkelighed med forskellige ord (engelsk Hund, fransk chien, tysk {Hund}, polsk pies etc.) er et argument for at sproget er en konvention (jf. semantik).

Ordet hund er et substantiv (navneord), i modsætning til egennavnet Antarktis. I stedet for at henvise til et enkelt objekt (et specifikt kontinent), "betyder" substantivet en hel gruppe, art eller kategori af objekter, dvs. samtlige hunde der eksisterer, har eksisteret, vil eksistere eller kunne tænkes at eksistere.

Filosofer har altid interesseret sig for spørgsmålet om en kategori (art, gruppe) som en slags helhed er noget der virkelig eksisterer uafhængigt uden for menneskesindet, eller om kun enkeltobjekter har realitet, mens kategorier og grupper (dvs. universalier) er skabt af vores hjerner som rent sproglige fænomener.

Uafhængigt af hvordan man definerer betydning og hvor megen realitet man tildeler kategorier, er det et faktum at mange ord ikke har præcise betydninger, dvs. at de kategorier de svarer til ikke er klart afgrænsede. Ord som stor har selvfølgelig en relativ betydning der afhænger af egenskaberne af det objekt der refereres til, og en stor myre er meget mindre end en stor hund. Men selv når der menes et konkret objekt, er betydningen ikke eksakt. Det er således ikke klart hvad minimumshøjden af en hund skal være før man kan kalde den stor. Det samme problem opstår med mange substantiver (navneord) - det står ikke klart hvor mange halm (og af hvilken længde) der kræves i en høstak for at den kan kaldes en stak. Dette er et væsentlig spørgsmål fordi det vedrører pålideligheden af sproget og muligheden for i det hele taget at bruge det for at lave sande udsagn om verden. Med andre ord, er de følgende udsagn sande?

Denne hund (65 cm) er stor.

Dette objekt (1 kubikmeter med kun halm) er en høstak.

Verdens sprog adskiller sig ikke kun hvad angår lyd og skrift (fx engelsk dog, polsk pies, fransk chien etc.), men også mht. til med hvilken præcision forskellige elementer af virkeligheden beskrives. Eksempler for dette er antallet af farveord (for grundfarver), jf. semantik. Dani-folkets sprog på Ny Guinea, for eksempel, skelner kun mellem mili (mørke farver såsom sort, grøn og blå) på den ende side og mola på den anden side (varme og lyse farver såsom hvid, rød og gul). Til gengæld har ungarsk hele to ord for dansk {rød}, og polsk to ord for dansk {blå}.

Der findes også en stor variation mht. ord der betegner familiemedlemmer. Køn er ofte et vigtigt kriterium (fx bror - søster, men i andre kulturer kan aldersforskelle være lige så vigtige. Således bruger indonesisk ordet kakak om et ældre søskende, og adik om et yngre, uafhængigt af kønnet. I Indonesien, lige som i mange andre asiatiske lande, er alder afgørende for sociale relationer. Ungarsk, til gengæld, skelner både mht. alder og køn, idet der bruges báty og öcs om hhv ældre og yngre brødre, og nővér og húg om ældre hhv. yngre søstre.

Forskellene ses ikke kun i ordforrådet, men også i grammatikken, fx i verbers tidsinventar og i antallet af grammatiske køn for substantiverne. Således har mange sprog færre eller flere end de klassiske tre køn (hankøn, hunkøn, intetkøn), eller ingen overhovedet. At grammatisk køn er arbitrært, ses bl.a. ved at sprogene ofte bruger forskellig køn for samme koncept. Solen, for eksempel, er intetkøn på polsk ((słońce)), hunkøn på tysk ({Sonne}) og hankøn på fransk ((le soleil)). Kortet viser landenavnes grammatiske køn på polsk:

Det er et interessant spørgsmål hvorvidt disse forskelle påvirker den måde hvorpå mennesker opfatter verden, og hvordan mennesker tænker. Hypotesen om at en given sprogstruktur har betydning for hvordan verden opleves, kaldes linguistisk determinisme (fx Humboldt, Sapir-Whorf-hypotesen). Forskningresultater vedr. forskellige aspekter af lingvistisk determinisme er dog ikke éntydige. Bl.a. spørger kritikere af hypotesen, om det faktum, at en bestemt sætning ikke ord for ord kan oversættes fra sproget X til sporg Y, virkelig betyder at Y ikke kan udtrykke samme tanke som X.

En lignende usikkerhed gør sig gældende i bestemte kommunikative situationer. Engelsk, for eksempel, kræver i lighed med dansk og tysk en bestemthedsmarkør når der tales om en hund, altså enten a dog eller the dog, mens man på polsk nok kan konkretisere jakiś pies (nogen hund) eller ten pies (denne hund der), men også sagtens bare kan sige pies (hund) - en option som talere af germanske sprog ikke har. Spørgsmålet er så om en engelsk- eller dansksproget person bliver tvunget altid eksplicit at tænke et objekt som enten bestemt eller ubestemt?

En mere moderat udgave af Sapir-Whorf-hypotesen - kendt som lingvistisk relativitet - hævder kun at forskellige sprog har forskellige grammatiske og semantiske kategorier til rådighed, og på denne måde har en indflydelse på tankeprocesserne. Alt i alt er påvirkningen mellem sprog og tanke gensidig: Sprogene afspejler kulturen og det fysisik-sociale miljø af et sprogsamfund, samt dets erfaringer og værdisystem. Forskellige sprog tegner således et varierende billede af virkeligheden igennem deres grammatik og ordforråd, fx mth. til plante- og dyrenavne i en bestem region, eller ved at have mange ordnuancer for et for dem relevant fænomen (sne, jagt, musik), ligesom fraseologien (fx ordsprog) kan være vehikel for elementer af både traditionel og moderne kultur. Når børn lærer deres første sprog, modersmålet, lærer de samtidigt at "se" og fortolke verden igennem dette sprogs kategorier.