Mennesket er et socialt væsen, der danner grupper ved at knytte sig til andre igennem følelsesmæssige forbindelser som venskab, sympati eller kærlighed. En gruppe består af mindst to personer. Den første gruppe, man indgår i, er moder-baby-gruppen. Så kommer der andre gruppedannelser til, først små, senere store.

Ferdinand de Saussure definerede sprog strukturelt, som et system af tegn brugt til kommunikation. Ifølge ham er tegnene vilkårlige, og sproget et socialt fænomen. Sprog opfylder to grundlæggende funktioner: Kommunikation og identitet. Her ser vi på identitet, mens kommunikation og lingvistiske aspekter behandles i under andre overskrifter.

For at definere en gruppe, skal man kunne skelne mellem gruppe-medlemmer og ikke-medlemmer. Således kendetegnes en sproggruppe ved at kun dens medlemmer evner at benytte sig af det pågældende sprog på et højt kompetenceniveau.

Sprog kan opdeles i menneskesprog på den ene side og andre sproglige systemer på den anden side (dyresprog, programmeringssprog ...). Alle menneskesprog indeholder på samme tid både naturlige og kunstige elementer. Kunstige, fordi alle menneskelige sprog benytter sig af vilkårlige, menneskeskabte tegn - ordene. Naturlige, fordi alle mennesker i princippet fødes med en naturlig evne til at lære et hvilket som helt menneskesprog. På det dybe, strukturelle plan er menneskesprogene mere naturlige end på ordniveau, fordi strukturen i nogen grad afspejler medfødte eller kognitivt forudbestemte universalier.

Sprog som Esperanto, pidgin- og kreolsprog er menneskesprog på samme måde som etniske sprog, dialekter eller tegnsprog. Det eneste, der kræves for at gøre et lingvistisk system til et menneskesprog, er at det bruges - eller har været brugt - af en gruppe mennesker til regelmæssig kommunikation.

Mennesket opfandt både skriften og staten, men staterne har siden brugt skriftnormer og indgreb i ordforrådet til at standardisere den spontane mundtlige kommunikation. Redskaberne har været stavereformer, grammatikker og ordbøger, der alle i deres natur har påvirket det talte hverdagssprog mindre end skriftsproget. Pga. af denne standardiserende indflydelse på skriftsproget, forandrer dette sig meget langsommer end sproget i spontan tale.

Hver person tilhører samtidigt til mange grupper (familie, by, region, nation, religion, ideologiske grupper, vennegrupper etc.), og hver gruppe har en tendens til at afgrænse sig fra andre grupper igennem en særlig sprogbrug, der kan vise sig i ordforrådet, udtale, stil osv. Svarende til de blandede gruppetilhørsforhold vil hvert menneske derfor i praksis beherske flere sproglige varianter, eller registre, uden nødvendigvis at være klar over dette. Med andre ord, mennesker er af natur flersprogede.

De fleste sprog har en indflydelse ud over deres egen gruppe, og nabogrupper vil have brug for et vist kendskab til den anden gruppes sprog for at kunne kommunikere med hinanden. Forholdet er imidlertid ikke nødvendigvis symmetrisk, og nogle sprog vokser uforholdsmæssig meget ud over deres eget område og bliver internationale, af økonomiske eller migrationsmæssige årsager, eller pga. styrken eller tiltrækningskraften af deres kultur (kunst, uddannelse, underholdning, religion ...).

De stærkeste sprog opnår størst international udbredelse. Den dominerende position tilfalder først og fremmest engelsk, der tales af mange mennesker over hele verden, men flere andre sprog står stærkt mere regionalt, fx russisk i området af det tidligere Sovjetunionen, spansk i Latinamerika (med undtagelse af Brasilien), fransk i de frankofone dele af Afrika (la francophonie) og kinesisk i en bræmme af asiatiske lande. Desuden findes forskellige internationale diaspora-sprog blandt mennesker uden en bestem territorial tilknytning, fx Sinti og Roma, hebræisk og yiddish før skabelsen af staten Israel, esperanto o.a.

Stater, der formes igennem foreningen af flere etniske grupper eller nationer, har brug for et neutralt, nyt sprog som vehikel for en ny, statslig identitet, fx Bahasa Indonesia. De stater, hvor den største eller mest indflydelsesrige gruppe bare påtvinger alle andre deres eget sprog, er ofte kortlivede eller instabile over tid (fx. Sovjetunionen, Jugoslavien).