Gå til indhold

svensk

Svenska

Antal modersmåltalende

9 millioner

Officielt sprog i

Sverige, Finland, EU, Nordisk Råd

Diaspora-sprog

USA (~ 60.000), Storbritannien (~ 40.000), Canada (~ 20.000), Estland, Argentina, Brasilien.

Alfabet
29 (26 almindelige latinske bogstaver + å, ä, ö)
Grammatiske fald (kasus)
0
Sprogkode
sv, swe
Sprogtypologi
moderat flekterende , kompositums-dannende , SVO
Sprogfamilie
indoeuropæisk, nordgermansk, østskandinavisk
Antal dialekter
6 hovedgrupper: Norrland, Svealand, Gotland, Götaland, Sydsverige (Skåne)

Længste ord

indfødteorganisationerne

Mærkeligt ord eller sætning

Syv smukt syngende sygeplejersker plejer 77 søsyge sømænd på skibet "Shanghai" (tungebrækker).

Introduktion

Der er ingen skarpe dialektgrænser imellem de skandinaviske sprog, og forskellene mellem dansk, svensk og norsk bokmål ("bog-sprog") er så små, at sprogene med lidt øvelse og tålmodighed er gensidig forståelige, især på skrift. I blandet selskab taler skandinaver således bare hver deres eget sprog, snarere end hinandens eller en fælles lingua franca. I denne sammenhæng fungerer svensk som en slags sproglig bro mellem Finland og de andre skandinaviske sprog, fordi sproget har officiel minoritetsstatus i Finland. På trods af de historiske bånd bliver det dog mere og mere almindeligt at modersmåls-finsktalende foretrækker engelsk fremfor svensk, selv i kommunikationen med deres nordiske naboer.

Historie

  • 1.-7. århundrede

    Proto-nordisk
    (Ældre Futhark)

  • 6. århundrede

    Beowulf: Gøterkrigene

  • 8.-12. århundrede

    Oldøstnordisk (norrønsk tid)
    Yngre Futhark

  • 829

    Sankt Ansgar: Tidlig kristianisering

  • 13.-15. århundrede

    Oldsvensk
    (latinsk skrift)

  • 1250

    Västgötalagen (lov)

  • 1397

    Kalmarunionen

  • 1335

    Slaveri og trældom afskaffes

  • 1520

    Stockholm-blodbadet

  • 16.-20. århundrede
    Moderne svensk
    (Nusvensk)

  • 1526 - 1541

    Bibeloversættelse

  • 1618 - 1648

    30-årskrigen

  • 1700 - 1721

    Store Nordiske Krig

  • 1850 - 1910

    1 million udvandrer til USA

  • 1906 - 1917

    Stavereform 1906, Finland bliver uafhængig (1917)

Skriftsystem og udtale

Siden en omfattende retskrivningsreform i 1906 er svensk ortografi meget udtaletro. Dette gør det nemmere for børn at lære at læse, og hårdere for udlændinge at genkende internationale ord som pjäs (fransk pièce, 'folder', 'brochure'). Ud over de 26 almindelige latinske bogstaver bruger svensk 3 typisk skandinaviske bogstaver: en 'å'-variant af 'a', og umlaut-bogstaverne 'ä' og 'ö'.

  • a
  • å
  • ä
  • b
  • c
  • d
  • e
  • f
  • g
  • h
  • i
  • j
  • k
  • l
  • m
  • n
  • o
  • ö
  • p
  • q
  • r
  • s
  • t
  • u
  • v
  • w
  • x
  • y
  • z

Proto-nordisk og norrønt blev skrevet med runer (hhv. ældre og nyere Futhark).

Ældre Futhark Yngre Futhark latinsk bogstav IPA (internationalt fonetisk alfabet)
f /f/
u /u(ː)/
þ /θ/, /ð/
a /a(ː)/
r /r/
k /k/
- g /ɡ/
- w /w/
ᚺ ᚻ h /h/
n /n/
i /i(ː)/
- j /j/
ï / æ /æː/
- p /p/
- z /z/
s /s/
t /t/
b /b/
- e /e(ː)/
m /m/
l /l/
ᛜ ᛝ - ŋ /ŋ/
- o /o(ː)/
- d /d/
- R /R/

Grammatik

Svensk har 2 grammatiske køn, fælleskøn (utrum) og intetkøn (neutrum). Som dansk og engelsk har sproget mistet al kasusmarkering ud over et genitiv-s, som nogle i dag anser for en possessiv-markør snarere end en kasus-endelse. Svensk bøjer heller ikke verberne i person og tal. Til gengæld er der stadigvæk genus-bøjning for adjektiver og tal-bøjning for substantiver og adjektiver, og der findes en enklitisk artikel, der gør tingene mere indviklet for substantiverne:

ubestemt ental bestemt ental ubestemt flertal bestemt flertal
fælleskøn, -a flicka
pige
flickan flickor flickorna
fælleskøn, andre stol
stol
stolen stolar stolarna
växt
plante
växten växter växterna
intetkøn, vokaludlyd äpple
æble
äpplet äpplen äpplena
intetkøn, med konsonant barn
barn
barnet barn barnen
uregelmæssig man
mand
mannen män männen

Svensk markerer kun 2 verbaltider bøjningsmæssigt: nutid (-r) og datid (-de/-te). En speciel supinumsform (-it) bruges sammen med hjælpeverbet "have" til at danne en perfektiv datidsform, der udtrykker relevans op til taletidspunktet: han har tagit det (han har taget det). Fremtid udtrykkes med hjælpeverbet ska plus infinitiv: han ska arbeta (han skal/vil/kommer til at arbejde).

Den normale ordstilling i svensk er subjekt-verbum-objekt. Inden for en syntaktisk gruppe placeres let materiale (artikler, adjektiver, adverbier) til venstre, og tungt materiale (ledsætninger og præpositionsudtryk) til højre.

Orddannelse og leksikon

Svensk kan danne ord ved sammensætning, fx regionutvecklingssekretariatet (sekretariat for regional udvikling), så i teorien er det svenske ordforråd uendeligt. Svensk har eksporteret få ord, for det meste ord om mad, noget af det mere spiselig (lingon(berry)), noget mindre (surströmming), men også videnskabelige ord såsom angström (en tiendedel af en nanometer) eller tungsten (ordret "tung sten"). Grammatisk interessant er affikset "-is", der bruges til at danne nye kulturelle udtryk ud fra andre substantivrødder: dagis (dag+is, daginstitution), kompis (kammerat), godis (god+is, slik), postis (postbud), kändis (kendt+is) og dets antonym doldis (skjult+is).

Dialekter

Helt bortset fra de lingvistiske differencer, tegner de svenske dialektgrænser også et billede af Sveriges historie som et imperium og en vordende nationalstat. Således er Finlands-svensk (inkl. Åland) og det - næsten uddøde - estiske svensk levn fra svensk kolonisering og forvaltning rundt om Østersøen, mens sydsvensk tales i de forhenværende danske områder, hvor det har bevaret danske træk, bl.a. konsonant-forskydningen fra p,t,k inde i ordet til b,d,g).

Tematiske ord

Sjove eller mærkværdige traditionelle ordsprog og vendinger

--> -->
Tilbage til toppen