Introduktion

Romani (Romani čhib, Romane/s/, Romano/s/) er den eneste repræsentant af den europæiske gren af de indoariske sprog. Det tales over et stort område fra Sinkiang i Kina og Iran til hele Europa og mange oversøiske lande.

Selvom europæiske Roma stadigvæk følger en nomadisk livsstil, er de fleste Sinti og Roma i dag fastboende. Omkring det 10. århundrede begyndte romaerne at udvandre vestpå fra Nordvest-Indien og Pakistan (der findes mange tegn i Romani på kontakt med sprog i dette område). På deres vej mod Europa opsamlede romaerne forskellige persiske låneord, samt enkelte armenske og mange græske ord, sandsynligvis mens de opholdt sig langs de østlige grænser af det byzantinske imperium. Folkevandringen fortsatte senere videre mod vest, muligvis udløst af den tyrkiske invasion. Da romaernes tilstedeværelse blev dokumenteret i Serbien og Kroation i det 14. århundrede, var sproget allerede stærkt påvirket af græsk, ikke kun i leksikalsk henseende, men også mht. grammatikken. Senere blev Romani udsat for stærk påvirkning fra slaviske sprog, rumænsk, ungarsk, tysk og i sydøst også fra tyrkisk.

Alle romaer er to- eller flersprogede (bi- eller multilinguale), og der foregår et accelererende sprogtab. Alligevel lever Romani i bedste velgående, især i Øst-, Sydøst og Central-Europa. Det er vanskeligt at afgørrre det nøjagtige antal talere, men man mener at der findes 3-4 mio., fordelt over næsten samtlige europæiske lande, noget der gør Romani til et af de mest udbredte sprog i Europa. Romani er også et skriftsprog, med en rig og nutidig litteratur, men uden en generelt accepteret ortografi eller unificeret grammatik. Flere forsøg på at skabe et standardsprog mislykkedes. I Slovakiet, Macedonien, Bulgarien og Rumænien (i mindre grad andre steder) foregår der en udvikling af de regionale former, men hovedhindringen er den høje analfabetisme-rate blandt romaer. Uheldigvis har romaerne andre og mere vitale problemer at se til, end at tage sig af deres smukke og ældgamle sprog, den nærmeste europæiske slægtning af Sanskrit. Brugen af Romani på nettet viser visse standardiseringstendenser og vil måske komme til at spille en afgørende role for udviklingen af et standardsprog. Romani har fundet en vis anerkendelse som mindretalssprog i Kosovo, Macedonien, Rumænien, Kroatien, Slovakiet, Slvovenien, Tyskland, Finland, Ungarn, Norge, Sverige og Østrig.

Dialekter

Den største koncentration af romaer findes i dag i Østeuropa: Slovakiet, Ungarn, Rumænien, Bulgarien, Macedonien og Serbien, men også andre steder i Europa. Sproget henfalder i et antal dialekter, der kan opdeles i to hovedgrupper - på den ene side stærkt rumænsk-påvirkede dialekter (Vlach: Lovari, Kalderaš, Gurbet), på den anden dialekter uden rumænsk påvirkning (Sinti, karpatisk og 2 unikke Balkan-dialekter).

Sintidialekter tales af romaer i Nord- og Vesteuropa, og karpatisk i Tjekkiet og Slovakiet. Arli/Erli-dialekterne tales i Macedonien, Bulgarien og Sydserbien, Kosovo, Albanien. En anden gruppe af forskellige Balkan-dialekter (Ursari, Drindary, Bugurdzi osv) adskiller sig grundlæggende fra Erli/Arli, og er åbenlyst påvirket af forholdsvis nylig kontakt med græsk fonetik og ordforråd. Der findes også mange isolerede og arkaiske sprogvarianter som fx Burgenland-romani eller dialekten Dolenski Romani i Slovenien - sandsyndligvis med forbindelse til Hravati-mundarten (istriansk), talt af romaer i omegnen af Brescia. i Italien