Historie

Finsk er et finsk-ugrisk sprog. Sammen med de samojediske sprog udgør de finsk-ugriske sprog den uralske sprogfamilie. Nedenstående ses en grafisk repræsentation af den historiske udvikling af den uralske sprogfamilie.

Historisk udvikling af den uraliske sprogfamilie (kilde: http://www.regulytarsasag.hu/madartavlatbol, citat: Finnougor Kalauz. editeret af Martha Csepregi. Medicina Publishing Co, 2001.)

Mange mennesker vil umiddelbart klassificere finsk som et 'skandinavisk sprog'. Men finsk er faktisk slet ikke relateret til svensk, norsk eller dansk. Det eneste 'større' europæiske sprog finsk deler rødder med er ungarsk. For at give en idé om hvor tæt denne forbindelse er, kan man sige at finsk ligger omtrent så tæt på ungarsk som engelsk er til fx albansk eller russisk. De nærmeste slægtninge er således andre østersø-finske sprog, der opdeles i en nordlig gruppe med finsk, karelsk, lydisk, vepsisk og ingrisk samt en sydlig gruppe med estisk, votisk og livisk. Finsk-talende kan forstå karelsk og, i nogen grad, estisk. Med sin officielle status i Finland og EU, og sine næsten 5 millioner talende, er finsk ved siden af ungarsk det "mægtigste" finsk-ugriske sprog. De fleste af dets sproglige slægtninge tales i den Russiske Føderation, og mange af disser er truet. Nedenstående tabel viser 15 beslægtede ord på tværs af finsk og andre finsk-ugriske sprog.

Dialekter

Der findes 3 hovedgrupper: Nordlige, østlige og vestlige dialekter.

Finske dialekter

1. Lounaismurteet
2. Hämäläismurteet
3. Etelä-Pohjanmaan murre
4. Keski- ja pohjoispohjalaiset murteet
5. Peräpohjalaiset murteet
6. Savolaismurteet
7. Kaakkoismurtee

Kilde: Wikimedia Commons

I sammenligning med andre europæiske sprog er dialektforskellene i finsk ganske store. Den vigtigste dialektgrænse er den mellem østlige og vestlige dialekter. Forskellene bunder hovedsageligt i fonetik og fonologi, men der er også interessante forskelle i ordforrådet. For eksempel er ordet for sauna-birkeris vihta i vestfinsk, men vasta i de østlige og nordlige dele af Finland.

Udbredelse af vasta og vihta

Grammatik

Finsk er et agglutinerende sprog, dvs. et sprog hvor ét morfem (den mindste betydningsbærende lingvistiske enhed) svarer til én grammatisk funktion/betydning. At danne ord i agglutinerende sprog som finsk er som at sætte perler på en snor én efter én. Finsk vaimollenikin svarer således til en dansk oversættelse bestående af flere ord: 'også min kone'.

Det "længste" finske ord, der ikke er et sammensat ord, epäjärjestel­mällistyttämättö­myydelläänsäkäänköhän (nævnt i afsnittets generelle sprogdata-tabel), er også konstrueret ud fra enkeltmorfemer sat sammen efter reglerne om agglutination. Ordet giver imidlertid ikke megen mening og betyder noget i retning af "ikke engang af hendes mangel på organisation, skulle man tro".

Et andet interessant træk i finsk er de grammatiske kasus. Afhængig af hvordan man definerer denne kategori, findes der mellem 14 og 17 kasus i finsk. 6 af dem er lokativkasus - dvs. har at gøre med beskrivelsen af lokalisering, retning og bevægelse i, til eller fra et et sted. Hvis man vil sige, at 'de er i huset' (talo), er ordformen talossa, hvor -ssa-morfemet betyder 'i'. Suffikset -sta tilføjes til roden for at udtrykke 'fra/ud fra', mens -on i taloon betyder 'ind/ind i'. På finsk er det vigtigt at skelne mellem indre og ydre stedkasus. Hvis noget er i et åbent rum (som fx et bord eller et tag), bruger man andre kasusendelser end de tre ovenfor, fordi finsk skelner grammatisk mellem fx 'ind i' og 'hen på'. Katto betyder 'tag' på finsk, og Katolle beskriver det at komme 'hen på' taget, mens katolta betyder at stige 'ned fra' taget.

Lokative kasus i finsk