skriftsystem

Engelsk har 26 latinske bogstaver og én accent (akut accent). Engelsk ortografi er indviklet og konservativ, og der er kun en indirekte sammenhæng mellem den skrevne og den talte form af et ord. Der findes mange generelle regler, men alle har et væld af undtagelser.

Alt dette betyder, at engelsk-talende børn spilder en stor del af deres skoletid på at lære at stave korrekt. Det betyder også, at engelsk-talende får en del øvelse i at stave højt, og er vant til at gøre det. Det er derfor vigtigt at kende navnene på bogstaverne.

Bogstaven z har to navne. Betegnelse [zi:] bruges altid i amerikansk engelsk, mens begge former anvendes i de andre varianter af sproget.

På sin vis er prikker også vigtige bogstaver i engelsk, især i amerikansk engelsk, fordi mange mennesker, og samtlige aviser og blade erstatter bandeord med prikker, fx. What the ...? eller What the f...? (hvad i helvede?), what a ...ing idiot! (sikke en kæmpeidiot)

Ikke-modersmåls-varianter

I Europa er det ofte engelsk, der bruges som lingua franca i tværsproglig kommunikation, men det spiller næsten ingen rolle i den lokale statsadministration eller i uddannelsessystemet (bortset fra at være et pligtfag i skolen). Dette internationale engelsk adskiller sig på mange måder fra modersmålsvarianterne, og flere træk, der er vigtige i sidstnævnte (fx intonationsmønstre eller tallelig-utallelig-distinktionen), er fraværende i lingua franca-varianten. Andre træk, fx brugen af artikler og verbaltider, samt i øvrigt dele af ordforrådet, afviger fra modermålsengelsk i mere eller mindre grad. Man kan spekulere, at processen kan føre til en europæisk lingua-franca standard for engelsk, der er så forskellig fra modersmålsbrugen, at indfødte ville være nødt til at lære sig det (selvom det ikke står klart hvordan dette skulle opnås).