Skriftsystem og udtale

Det danske alfabet har 29 bogstaver, med de ikke-latinske æ,ø,å i slutningen. 'y' dækker over umlaut ü, og q,w,x forekommer kun i fremmedord. Som umlaut-vokaler er æ og ø allerede ret specielle (svarende til ä og ö i nogle andre sprog), og især bolle-å'et definerer dansk som et skandinavisk skriftsystem.

Det er vanskeligt at sige hvornår præcist vikingernes oldnordiske sprog (norrønt) blev til dansk, men som ældste monarki i verden kan Danmark se stolt tilbage på en ubrudt række af 54 konger (og - nu om dage - dronninger), der hver talte en smule mere dansk end forgængeren (samt, når sandt skal siges, ofte en smule mere plattysk). Sønnen af den første konge, Gorm den Gamle - eller snarere, hans stenhugger - brugte runeskriften til at ære kongens forældre (og kongen selv) på de berømte Jellingesten for ca. 1050 år siden:

haraltr (Harald) * kunukR (konge) * baþ (spurgte) * kaurua (udskære) * kubl (kumle-sten) * þausi * aft (efter) * kurm faþur sin (Gorm fader hans) * auk aft (og efter) * þąurui (Thyra) * muþur (moder) * sina (hans) * sa (denne) haraltr (Harald) * ias (som) * sąR (ham selv) * uan (vandt) * tanmaurk ala (hele Danmark) * auk nuruiak (og Norge) * auk tani karþi kristną (og danskerne gjorde til kristne)

Det danske lydsystem er domineret af vokaler, med 17 konsonanter der udkonkurreres af 15 korte vokaler, 12 lange vokaler og 25 diftonger. Et berømt eksempel er sætningen æ ø i æ å, der betyder 'øen i floden' i nogle vestlige dialekter. Ofte udtales konsonanterne slet ikke, og har udelukkende den funktion at modificere vokalers længde eller åbenhed/lukkethed. Således er g'et stum i kugle ([ku:le]), og diftong-skabende i mig ([mai]). Den mest specielle danske lyd er stødet, lidt som på arabisk, men med en meget svagere realisering. Stødet svarer til en svensk toneaccent og kan være det eneste træk der adskiller to ord i udtalen, som i hun og hund. Ikke mindst fordi stødet ikke markeres i skriften, er det vanskeligt at lære, og udgør en sikker "spiontest" for ikke-modersmålstalende. Et andet sådant træk i dansk er det inspiratoriske 'ja', udtalt mens man ånder ind: ja. Der er tale om et fatisk (her: samtaleunderstøttende) redskab brugt af den lyttende part i en samtale for at signalisere opmærksomhed, forståelse og sympati. Kvinder bruger det væsentlig mere end mænd, og nogle klarer endda korte sætninger på én indånding.