Lingvistisk typologi studerer og klassificerer sprog ud fra bestemte lingvistiske træk. Det gør det muligt, at klassificere sprog i støre grupper ud fra den måde de bruger sproglyde på, ud fra tilstedeværelsen eller fravær af bestemte morfologiske mekanismer og ud fra hvordan de ordner elementerne i en sætning. Nogle træk findes over hele verden, også i ellers urelaterede sprog, så det at to sprog deler et træk betyder ikke i sig selv at de er beslægtede.

Grundlæggende ordrækkefølge

En af de mest kendte måder at klassificere sprog på, er igennem den mest almindelige rækkefølge af subjekt (S), objekt (O) og verbum (V) i almindelige sætninger, fx "Katten spiser musen" (SVO).

SVO ("Katten spiser musen")

SOV ("Katten musen spiser" - jf. {i}katten{/i} har ingen {i}mus spist{/i})

VSO ("Spiser katten musen" - dvs. {i}spise{/i} gør {i}katten musen{/i})

OSV ("Musen katten spiser" - dvs det er {i}musen katten spiser{/i})

OVS ("Musen spiser katten"- jf. ... musen {i}som katten spiser{/i})

VOS ("Spiser musen katten" - jf. spørgsmål i dansk)

Engelsk er et SVO-sprog, fordi alle andre ordstillinger er inkorrekte eller ændrer sætningens grundlæggende betydning ("The mouse eats the cat" betyder noget andet end "The cat eats the mouse"). I nogle sprog, fx russisk, ville alle varianterne være tilladte, omend en af dem (SVO), er meget mere almindelig. I andre sprog afhænger rækkefølgen af forskellige parametre. Fransk er således normalt SVO, men SOV når objektet er et pronomen (stedord).

Den mest almindelige rækkefølge er SVO (fx engelsk, indonesisk, kinesisk, spansk og tusindvis af andre sprog) og SOV (fx japansk, persisk/farsi, hindi og tyrkisk). VSO er mindre almindelig (standard arabisk og irsk, og de tre resterende rækkefølger, der har objektet før subjektet, ses i mindre end 5% af verdens sprog. Det er en sjov detalje, at Yoda taler OSV ("Strong with the Force you are, but when 900 years you reach, look as good you will not").

Toner og betoning

Visse sprog benytter sig af toner for at skelne mellem ord. Et af de mest kendte eksempler er mandarin-kinesisk, der har 4 toner. sī (med en høj tone), for eksempel, betyder "tanke", sì (med en faldende tone) betyder "fire" og sǐ (med en lav, faldende og stigende tone) betyder "død". Tonesprog er almindelige i Østasien (andre kinesiske sprog, burmesisk, thai, vietnamesisk o.a.), men forekommer også i Afrika (yoruba) og Amerika (navajo).

Sprog uden et tonesystem benytter sig som regel af betoning, hvor een stavelse får tildelt et stærkere tryk end de andre. I nogle sprog ligger trykket altid på samme stavelse (fx den første i ungarsk, den sidste i fransk), men i andre er trykket betydningsbærende og bruges til at skelne mellem ord. Engelsk og russisk er sådanne sprog: “increase” er således et substantiv (navneord), mens “increase” er et verbum (udsagnsord), og russisk “muka” betyder "mel", mens “muka” betyder "tortur".

Isolerende og syntetiske sprog

Sprog kan også klassificeres ud fra hvordan de markerer grammatiske funktioner. I isolerende sprog som kinesisk består ord som regel af kun ét morfem (dvs. kun én betydningsbærende lingvistisk enhed), mens ord i syntetiske sprog ofte består af flere morfemer. Engelsk er moderat syntetisk (idet det har enkelte bøjningsformer, fx. flertals-suffixet 's' i books, mens andre sprog, såsom latin, udviser mange bøjningsformer. Visse sprog, som inuit-sproget Inuktitut, bliver sommetider kaldet polysyntetisk, fordi de bruger særdeles mange bøjningsaffikser. I disse sprog kan ét ord svare til en hel sætning på et andet sprog.

De syntetiske sprog kan underopdeles i flekterende (bøjnings-) sprog og agglutinerende sprog. I agglutinerende sprog har hvert morfem som regel kun én funktion, og ord kan bestå af mange morfemer. Tyrkisk er et godt eksempel på et agglutinerende sprog. Ordet evlerimde betyder "i mine hus" og består af følgende morfemer: ev (hus), -ler (flertal), -im (min) og -de (i). I flekterende sprog derimod kan affikser kombinere flere funktioner. Således indikerer -ó-endelsen i det spanske ord habló samtidigt datid og tredje person ental (i subjektet).

Der findes imidlertid ingen klare grænser kategorierne imellem, og sprog falder sjældent perfekt i kun én kategori.