Sprogpolitik

I mange samfund tales der mere end ét sprog eller sprogvariant. Sådanne samfund er bi- eller multilinguale og skal forholde sig til bestemte valg ang. en sprogpolitik, der enten kan favorisere eller modarbejde brugen af et givent sprog. Mange nationer forfølger en sprogpolitik der understøtter ét officielt sprog som nationalsprog på bekostning af alle andre. Andre lande forsøger at beskytte og støtte regionale og etniske sprog. Nogle lande har valgt en decideret multilingual model, fx. Svejts med sine 4 officielle sprog, eller Canada med fransk og engelsk. En sådan sprogpolitik befordrer flersproglighed både på det institutionelle og det personlige niveau.

Nationalsprog og minoritetssprog

Når flertallets sprog ophøjes til nationalsprog, betragtes de resterernde sprog som minoritetssprog. Nogle sprogpolitikker understøtter og beskytter minoritetssprogene igennem national eller international lovgivning. Andre favoriserer sproglig diskrimination og undertrykkelse af sproglige rettigheder, ved at begrænse eller ligefrem forbyde brugen af minoritetssprogene. Nogle mindretal er udløbere af sprogterritorier fra nabolandene (som fx slovenere og tyskere i Norditalien), eller resultatet af indvandring (albanere og kroater i Syditalien, Romani i det meste af Europa) eller historiske begivenheder (såsom fordrivelsen af jøder eller romersk kolonisering i Balkan-regionen: vlachernes aromunsk).

Mindretal i deres eget land

Et eksempel på en anden type sproglig minoritet er friulianere og ladinoerne i Italien, der taler sprog, der er romanske som italiensk selv, men forskellige fra denne. Italien er således hjemsted til mange romanske sprog, og er måske det lingvistisk set rigeste land i Europa. Disse såkaldte vernakulærsprog inkluderer sardinsk, piedmontesisk, neapolitansk og andre. Sprogene har udviklet sig af latin på selvstændig vis, ligesom det toskansk inspirerede italienske rigssprog selv. Der er derfor teknisk set ikke tale om italienske dialekter, men om selvstændige regionalsprog med en egen typologisk og historisk identitet. Ingen af dem er imidlertid godkendt som minoritetssprog, bl.a. pga. manglende interesse fra sprogsamfundene selv, som dog i hvert fald delvis er en direkte følge af en monolingvistisk sprogpolitisk model, der dikterer, at italiensk er eneste statssprog.

Dialekter og sociolekter

Mange sprogbrugere taler ikke noget standardsprog blandt dem selv, men i stedet en dialekt, som kan beskrives som en regional eller socialklasse-relateret sprogvariant med et noget anderledes ordforråd, samt visse forskelle i udtale og grammatik. Der kan også være tale om en accent, dvs. en sprogvariation hovedsageligt kendetegnet ved systematiske forskelle i udtalen. Termen kan enten henvise til en dialekts særlige regionale accent, eller til en accent af standardsproget, der i grunden bare er den dialekt med det højeste sociale prestige, omhyggeligt udviklet til brug i forbindelse med højere social-kommunikative funktioner: formel eller informel, skrevet eller talt. Som regel bliver standardsprogets udtale, ordforråd, grammatik og stavekonventioner udtrykkeligt nedfældet som mere eller mindre obligatoriske for alle sprogbrugere, i det mindste i formel kommunikation. Oven i rent dialektale forskelle kommer så forskelle der skyldes sprogbrugerens sociale position, alder og køn. Således taler arbejderklassen forskelligt fra overklassen (både hvad angår dialekt og standardsproget), og der kan være betydelige særudviklinger i ungdomssproget eller afgrænsede gruppers interne sprogbrug. Eksempler er advokaters, lægers eller tyves såkaldte "jargon", gadesprog eller ungdomsslang. Det tekniske udtryk for en sådan sprogvariant er sociolekt, dvs. en socialt motiveret sprogvariant.

En passende lektielæsning (eller "lektiesening") for dette kapitel ville være Bernard Shaw's teaterstykke Pygmalion.