Der findes et antal forskellige kommunikationsformer, der bruger gester og tegn snarere en stemme og skrift. Her vil vi dog fokusere på de naturlige tegnsprog brugt af døve mennesker. Sådanne tegnsprog er fuldgyldige sprog og udvikler sig ligesom almindelige sprog, men er forskellige fra sidstnævnte og hinanden.

Naturlige tegnsprog må ikke forveksles med kunstige tegnsystemer skabt af ikke-døve. Disse tager en del af ordforrådet fra naturlige tegnsprog og modificerer der for at efterligne strukturen i et talt sprog. Mens sådanne kunstige systemer har deres berettigelse i visse afgrænsede kontekster, er de upraktiske ved udstrakt brug, og døve vil ikke benytte dem i kommunikation med hinanden. Tegnsprog krydser normalt ikke eksisterende grænser mellem nationer eller sprogsamfund. Således er britisk og amerikansk tegnsprog ikke gensidig forståelige. Det er i ordforrådet forskellene ligger, mens tegnsprogs-grammatikkerne ligner hinanden i høj grad. Dette betyder at tegnsprogsbrugere kan lære hinandens sprog forholdsvis hurtigt.

Modstykket til talte ord er i tegn der består af tre hovedkomponenter.

  • Håndform: Forskellige konfigurationer af fingrene, der er strakte eller bøjede. De fleste tegnsprog benytter sig af ca. 30 forskellige håndformer.
  • Placering: Der bruges placeringer enten på/nær kroppen (ca 10 steder), eller i det omgivende rum, baseret på modsætninger som højre & venstre, op & ned og fremad & bagud.
  • Bevægelse: Dette aspekt vedrører retningen som hænderne bevæges i. Der findes 6 grundlæggende retninger, der tillader forskellige modifikationer.

Ligesom ord i talte sprog kan beskrives som kombinationer af et begrænset inventar af konsonanter og vokaler, er tegnene i et tegnsprog kombinationer af et begrænset antal af håndformer, placeringer og bevægelser. Typologisk set kombinerer tegnsproggrammatiker træk, der ses også i talte sprog, men normalt ikke forekommer sammen. På den ene side er tegnsprog således stort set analytiske og afhængige af tegnenes rækkefølge. Tegnsprog er i det store og hele SVO-sprog (subjekt - verbum - objekt), omend med nogen fleksibilitet.

På den anden side har tegnsprog en meget rig morfologi, der dog kun bruges sporadisk. Dette betyder at processen ligner mere derivation end bøjning, hvor mere analytiske og mere fusionerende processer bruges parallelt.Morfologi i tegnsprog er baseret på to hovedmekanismer.

Den ene af disse er reduplikation (dvs. at gentage et tegn eller en del af det). I mange tegnsprog er det muligt at skabe substantiver (navneord) ud fra verber (udsagnsord) ved at reducere og gentage bevægelsen, således at SIT betyder 'sidde', mens SIT-SIT betyder 'stol'.

Den anden er indre modifikation. Dette betyder, at en komponent i tegnet ændres, mens de andre komponenter forbliver uændret. Nogle verber, for eksempel, kan indikere subjekt- og objekt-rollefordelingen igennem bevægelsens retning. Andre gange kan verber indikere tal (ental eller flertal) ved at ændre håndformen.

Disse to processer kan kombineres. Adjektiver i ASL (Amerikan Sign Language), for eksempel, udviser op til 12 forskellige aspektvarianter ved at modificere hastigheden og arten af bevægelsen samtidigt med antallet af gentagelser.

Men tegnsprog handler også om meget mere end bare hænder. Ansigtsudtryk, hoved- og skulderbevægelser er således en integreret bestanddel af tegnsprogsgrammatikker og bruges til at markere sætningstype og forskellige sætningsdele, såsom relativsætninger. Det er ikke nemmere at lære et tegnsprog end et talesprog, Men tegnsprog er meget rige og udtryksfulde sprog, og at lære dem er både anstrengelsen og tiden værd. Og det er sjovt.