Fonetik og fonologi

Fonetikken er den gren af lingvistikken der studerer lydsystemet i menneskeligt sprog. Udtrykket bruges dog også om tegnsprog, hvor faget beskæftiger sig med den geste-mæssige og visuelle opbygning af et tegn.

Centrale emner for fonetikken er den fysikalske produktion, transmission og perception (opfattelse) af sproglyde. Fonologien, på den anden side, ser på på lydmønstrene i et sprog, med {b}fonemet{/b} som det centrale element, defineret som de mindste distinktive byggesten af de talte ord eller tegnsprogs-ordene i et sprog.

Transskription

Fonetisk transskription er et system for notering af menneskelige sproglyde uafhængigt af den måde de er skrevet på. Det mest kendte system er det Internationale Fonetiske Alfabet (IPA). IPA er baseret på det latinske alfabet og kan beskrive både sproglyde (vokaler, konsonanter) og suprasegmentale træk. Alfabetet blev udviklet af International Phonetic Association som en standardiseret gengivelse af lydene i menneskeligt sprog. IPA bruges af leksikografer, fremmedsprogs-studerende og -lærere, lingvister, logopæder, sangere, skuespillere, kunstsprogsautorer og oversættere.

Den officielle IPA-tabel (2005, CC-BY-SA-licens)

Relationen mellem foner og fonemer

Fonet er den grundlæggende (rent beskrivende) lydenhed i menneskeligt sprog, mens fonemet er den grundlæggende kontrastive (betydningsadskillende) lydenhed i et konkret sprog. Et fonem er en abstrakt enhed, karakteristisk for et bestemt sprog, og vil som regel dække over et antal forskellige foner. Dette afspejler sig igennem forskellige niveauer af transskription. Formålet med fonetisk transskription (normalt i kantede paranteser) er at transskribere den eksakte udtale af lydene (fonerne), mens en fonemisk transskription (som regel mellem skråstreger) gengiver ordet som en række (betydningsadskillende) lydkategorier der er karakteristiske for et givent sprog.

En almindelig udtale af det engelske ord {red}, for eksempel, kunne snævert transskriberes som [ɹ̠ʷɛd], hvor [ɹ] står for et "amerikansk" (en alveolær approksimant-lyd), mens minus-tegnet nedenunder viser at lyden frembringes længere tilbage i munden end normalt (såkalt retraktion), og [ʷ] signaliserer en let læberunding (såkaldt labialisering). En mere bred transskription kunne bare være [ɹʷɛd] (uden markering af retraktionen), eller - endnu bredere - [ɹɛd]. Den fonemiske transskription forbliver derimod altid den samme (/red/), uden at vise forskellene i r-udtalen.