Morfologien er den del af lingvistikken der analyserer den indre struktur af ord og hvordan denne relaterer til ordenes betydning.

De fleste mennesker betragter sprog som sammensat af ord, men ord er ikke morfologiens primære analyseobjekt. I stedet interesserer lingvister sig for morfemeer, der kan defineres enten som de mindste meningsbærende grammatiske enheder i sproget eller som "de mindste funktionelle byggesten af ordene". Begge indfaldsvinkler er imidlertid enig i at fokus ligger på sprogets og ordenes mindste grammatiske elementer.

Hvert ord indeholder mindst ét morfem, og nogle indeholder mange flere. Esperanto-order (1), for eksempel, består af 6 morfemer der tilsammen danner et udsagnsord med betydningen 'ville være blevet værre'.

Det lyder af meget, men i nogle sprog kan ord indeholde langt flere morfemer.

Morfemer kan enten være fri/ubunden eller bunden. Frie morfemer er fx {kat} på dansk eller kot på polsk, der kan stå alene som selvstændige ord. Bundne morfemer derimod forekommer kun i forbindelse med et andet element i samme ord, som fx flertalsendelserne {(e)r} på dansk og -y på polsk.

Der er forskelligt fra sprog til sprog hvilke morfemer der er bundne og hvilke der er frie. Det spanske ord gato (kat) indeholder to bundne morfemer, gat- og -o. Sidstnævnte markerer ordet som hankøn. Erstattes det med -a, bliver resultatet en hunkat:

Esperanto-ordet for kat er kato, som består af to bundne morfemer, roden kat- og en generel substantivmarkør -o.

Mange morfemer kan skifte form, og forskellige udgaver af samme morfem kaldes da allomorfer. Det ungarske ord for kat er macska, og tillader et vokalskift før flertalsendelsen -k, således at macska og macská- er allomorfer af samme morfem: macska + k = macskák.

Ordklasser

I hvert sprog kan ordene kategoriseres i forskellige ordklasser ud fra deres funktion i sætningen.

De eneste ordklasser, der findes i alle sprog, er substantiver (navneord) og verber (udsagnsord). Begge er store klasser med mange underkategorier.

Substantiver inkluderer:

• substantiver (navneord) betegnelser for ting og koncepter set som en klasse: hund, hus, venskab
• proprier (egennavne) navne af individuelle mennesker, dyr eller steder: Peter, Laban, Berlin
• personlige pronominer (stedord) "generiske" erstatninger for substantiver eller proprier, fx. jeg, dig, den, dem
• demonstrative pronominer (påpegende stedord) udpeger ting som tæt på (denne, disse, her) eller længere borte (det der, der). Nogle sprog skelner mellem 3 flerhedsgrader (fx spansk) eller flere, mens et sprog som dansk egentlig kun har én grad og brug for en separat partikel ('der') til at oversætte "fjerne" demonstrativer.

Der findes også andre typer af pronominer, bl.a. interrogativer (spørgende stedord, hvem, hvad, hvor, negative (ingen), relativer (henførende stedord, som, der, hvilket og kvantitative stedord (noget, få, somme).

Den vigtigste distinktion for verberne (udsagnsord) er mellem leksikalske verber (også kaldet fuld- eller hovedverber), der indikerer hvad nogen eller noget gør, fx svømme, tale, eller tænke. Den anden kategori, hjælpeverber har en grammatisk betydning og kombineres med et hovedverbum til at indikere tid, aspekt eller diatese (aktiv/passiv), fx. har sagt, blive spurgt.

Adjektiver (tillægsord) beskriver egenskaber og henregnes enten som selvstændig klasse (som i mange europæiske sprog), eller som en underkategori af substantiver eller verber.

I de fleste europæiske sprog knytter adjektiver sig til substantiver, og har som konsekvens kongruens med disse, dvs. de deler substantivets numerus (tal), genus (køn) og kasus (fald). I nogle sprog, såsom japansk, betragtes adjektiver som en underkategori af verber, og udtrykker typiske verbums-kategorier, som fx tid.

Andre vigtige ordklasser er konjunktioner (bindeord), der forbinder ord eller sætninger, adverbier (biord), der modificerer forskellige andre dele af sætningen, og adpositioner (præpositioner/forholdsord), der knytter sig til et substantiv og indikerer den rolle sidstnævnte spiller i sætning og overfor verbet (fx rumslig orientering, retning, tidsforhold, modtager ...).

Hvordan ord skifter udseende

Man kan dele morfologiske processer op i to kategorier. Den ene, ordbøjningen ændrer ordets grammatiske funktion, men ikke dets egentlige betydning. En liste af alle grammatiske bøjningsformer af et givent ord kaldes et paradigme. Eksemplet viser paradigmet af esperanto-ordet for navn (nomo), der udviser to tal-former (ental og flertal), og to kasus/fald (nominativ og akkusativ).

Almindelige mennesker vil normalt ikke være bevidste om paradigmerne på deres modersmål (noget der ofte overrasker andre der lærer samme sprog som fremmedsprog). Men paradigmer udgør et nyttigt værktøj i sprogbeskrivelse og sprogindlæring. Når der skal henvises til alle grammatiske former af et givent ord under ét, taler man om et leksem (et leksikalsk ord). Således tilhører alle fire esperanto-ord i ovenstående paradigme til ét og samme leksem, nomo (navn).

Den anden morfologiske proces hedder derivation og findes i to udgaver. Den første laver om på ordets ordklasse, fx ved at ændre et substantiv (navneord) til at fungere som verbum (udsagnsord) eller adjektiv (tillægsord), et adjektiv til et adverbium (biord), eller et verbum til substantiv. Det polske ord pytanie (spørgsmål) er således afledt af verbet pytać (spørge) vha. derivation, idet affikset -nie føjes til roden pyta-.

Den anden type derivation bevarer ordklassen, men ændrer ordet betydning tilstrækkeligt til at det resulterer i et nyt leksem. Sætter man for eksempel præfikset aus- (ud) foran det tyske verbum sprechen (tale), ændres betydningen til udtale, nøjagtigt som i den tilsvarende derivation på dansk.

De fleste morfologiske ændringer gennemføres vha. affikser, der er bundne morfemer føjet direkte til ordets rod. De mest almindelige affikser er præfikser og suffikser, der tilføjes hhv. før og efter ordet rod.

Man kan med fordel analysere ord som havende en rod eller stam. Roden er den egentlige leksikalske kerne af ordet, og altid til stede. Stammen er roden plus derivative affikser, men uden eventuelle bøjningsendelser. Det engelske ord alphabet (alfabet) er samtidigt en rod og en stamme, mens ordet alphabetize (alfabetisere) har samme rod, men en større stamme, alphabetize, pga. tilføjelses af det derivative suffiks -ize (isere), der laver ordet om til et verbum (udsagnsord).

Herefter kan bøjningendelser som -d (datid) eller -ing (præsens participium) føjes til stammen, hvorved der opstår paradigmeformerne alphabetized og alphabetizing.

På lignende vis kan det polske ord przeczytam (jeg skal læse det [helt]) analyseres som bestående af roden czyta- (læse) og præfikset prze- (helt igennem), to elementer der tilsammen danner stammen przeczyta- (læse helt igennem). Oven i stammen kommer så bøjningsendelsen -m (1. person ental).

Præfikser og suffikser er eksempler på lineær morfologi (hvor morfemer kædes sammen i lineær rækkefølge). Men der findes også non-lineære morfologiske processer, hvor et nyt morfem begynder før det første slutter.

Et cirkumfiks består af to dele der er placeret to forskellige steder. Tysk, for eksempel, danner mange datids-participier vha. cirkumfikset ge-...-t, fx. gesagt (sagt), af {sagen} (sige).

Et infiks optræder inde i et andet morfem, som det så at sige afbryder. I Tagalog, der fungerer som Filippinernes lingua franca, sulat er en rod med betydningern at skrive. Infikset -um- omdanner roden til et finit verbum med fokus på subjektet:

Aflyd er en fonemisk (lydlig) ændring af en rodvokal uden tilføjelse af et andet element. I Europa er det de germanske sprog, der har mange verber der former datidsformer ved en sådan vokalændring. Således danner engelsk datidsformer og datidsparticipier ved brug af aflyd: {i}swim - swam - swum{/i}. Dansk udviser den samme mekanisme, omend ofte i kombination med en almindelige datids-'t(e)': {i}byde - bød - budt, spørge - spurgte - spurgt{/i}.

En af de mere komplekse morfologiske fænomener er et transfiks, en slags diskontinuert affiks, hvis elementer indføjes flere steder i roden efter et bestemt mønster. Således har maltesiske adjektiver radikalt forskellige (men relaterede) former for de to køn. For disse adjektiver er hankøns-mønsteret vCCvC (v = vokal, c = konsonant), mens hunkønsformen har CvCCa.

En anden morfologisk konstruktion er komposita (sammensætninger), hvor to eller flere ordrødder kombineres til at skabe en ny ordstamme. Det danske ord 'sprogvidenskab' og det tyske ord Sprachwissenschaft er eksemple på dette. Begge betyder 'lingvistik' og er sammensat af rødderne 'sprog' (Sprache) og 'videnskab' (Wissenschaft).

Nogle sprog gør stor brug af sammensætninger, mens andre benytter sig af andre muligheder, især tilføjelsen af præpositionsforbindelser. En kaffemølle, for eksempel, er et kompositum på dansk, tysk (Kaffemühle) og ungarsk (kavédaraló), mens samme koncept udtrykkes vha. et substantiv efterfulgt af en præpositionsforbindelse på fransk moulin à café og polsk młynek do kawy.

Reduplikation er en proces, hvor ordet gentages for at udtrykke en bestemt grammatisk funktion. I indonesisk gentages substantiverne således for at danne flertalsformer, fx buku (bog) - buku-buku (bøger). Sommetider er det kun en del af ordet der gentages, som i tyrkisk beyaz (hvid) og bembeyaz (very white).

Ved suppletion (erstatning) udskiftes et ord fuldstændigt med et andet for at udtrykke en bestem grammatisk funktion. Processen har ofte en historisk forklaring. I spansk, for eksempel, kan infinitiven og fremtidsformerne af ordet ir - gå føres tilbage til verbet ire på latin, mens nutidsformerne er baseret på et andet latinsk verbum, vadere (rykke frem).

Typologi af morfologiske strukturer

Forskellige sprog tilføjer affikser på forskellig vis, og én måde at klassificere sprog på er efter den morfologiske proces de anvender mest. Således kendetegnes agglutinerende sprog ved at forskellige grammatiske funktioner udtrykkes ved at tilføje affikser til ordroden. Det tyrkiske evlerimin (af mine huse), for eksempel, kan opdeles i én rod med tre suffikser.

Flekterende sprog derimod kombinerer forskellige funktioner i én endelse. Den tjekkiske endelse -ů, for eksempel, indikerer på samme tid pluralis (flertal) og genitiv (ejefald). Desuden ændres rodvokalen: dům (hus) - domů (af husene).

Isolerende sprog, endelig, bruger væsentlig færre affikser/endelser end de agglutinerende eller flekterende sprog. For at vise de grammatiske relationer benyttes en kombination af ordrækkefølgen og separate funktionsord. Vietnamesisk, for eksempel, udtrykker nutid, datid etc. ved at sætte bestemte partikler foran verbet.

Spektret af hvordan forskellige sprog kan modificere ord for at ændre deres funktion er langt større end hvad vi kan gennemgå i denne artikel. Desuden er morfologiske processer, ligesom andre aspekter af sproget, aldrig helt statiske, og medlemmerne af et sprogsamfund vil hele tiden lave små justeringer og modifikationer der gennem tiden kan løbe op til substantielle ændringer i det morfologiske system.