Interlingvistikken undersøger formen, problemer og løsninger af de lingvistiske aspekter af international kommunikation, dvs. kommunikation mellem enkeltpersoner eller grupper af personer med forskellig sproglig og kulturel baggrund. Bredt defineret, omfatter Interlingvistikken følgende:

  • verdenssprog, dvs. etniske sprog der fungerer som lingua franca
  • pidgin- og kreolsprog, dvs. sprog der opstår spontant i international kommunikation på det lokale plan.
  • internationale hjælpesprog, såkaldte plansprog, der bevidst udvikles til brug i netop international kommunikation.

I en mere snæver forstand undersøger interlingvistikken historien, skabelsen og anvendelsen af plansprog. Der er en tæt forbindelse til forskningsfelter som sprogfilosofi, sprogplanlægning og sprogmodellering.

Bevidst styring af etniske sprog forekommer på flere forskellige niveauer (fra ortografiske og grammtiske reformer over modernisering af ordforrådet til sprogstandardisering). Sprogplanlægning inkluderer også genoplivningen af uddøde sprog (såsom moderne hebræisk), samt skabelsen af nye sprog. Derfor kan både naturlige og konstruerede sprog placeres på en skale mellem ekstremerne af en ideelt set upåvirket naturligt sprog og et fuldstændigt kunstigt sprog.

Illustration af skalaen mellem naturligt og konstrueret

  • idealt naturligt sprog

  • koreansk, japansk

  • ungarsk

  • norsk

  • moderne hebræisk, indonesisk

  • Esperanto, Novial, Ido

  • Volapük

  • Solresol

  • Leibniz' sprog

  • Kunstsprog, logiksprog, programmeringssprog

Plansprog kan enten være a priori eller a posteriori

Det mest udbredte plansprog er esperanto, et alternativ i international kommunikation med et verdensomspændende talersamfund. Esperantologien er således et delfag af interlingvistikken, og beskæftiger sig med forskellige aspekter af det internationale sprog esperanto.