Det ligger i den menneskelige natur at ville forbedre alting - for enhver pris. Politisk, teknisk eller endda biologisk, med storslåede eller katastrofale konsekvenser. En yndlingsarena for homo politicus har altid været sprogpolitikken. Sproget forsyner os med forskellige vinduer til virkeligheden, og er et afgørende vehikel for social identitet. Det er mægtigt redskab og et magtredskab. Derfor har politikere, lingvister, filosofer og forfattere altid forsøgt at styre den sproglige udvikling snarere end at lade sproget udvikle sig frit, igennem stavereformer eller ved at fylde nye, eufemistiske udtryk på gamle, negative konceptflasker. Med opfindelsen af nationalstaten i 18- og 19-hundredetallets Europa blev nationalsprogene favoriseret på bekostning af minoritetssprog, og sommetider ligefrem renset for "fremmede" ord.

I denne ånd erstattede fx ungarsk sine tyske og latinsk låneord med nyskabte ungarske, Academie Française slås - uden større succes - for at holde engelske fremmedord nede, og i lang tid tvang Island immigranterne til at germanisere deres fornavne for at kunne danne grammatiske patronymer (fadernavne). Selvfølgelig har litteraturen (eller dens fravær) en stor indflydelse på et sprogs skæbne, og en livlig litteratur kan hjælpe at definere, ændre eller stabilisere et sprog, som det skete for slovakisk i det 19. århundrede, hvor tre forskellige litterære varianter konkurrerede på vejen til nationsskabelse, med moderne slovakisk som den endelige sejrherre.

Og det handler ikke kun om ord, betydninger og endeløse tyske stavereformer. Sprog kan også i deres helhed være underlagt bevidst udvikling eller styring. Således blev moderne hebræisk, i takt med den jødiske stat, bygget oven på skriftlige levn fra det bibelske oldtidssprog, snarere end at lade fx Yiddisk udvikle sig til et nationalsprog. Et andet eksempel er Nynorsk-projektet, der var en af hovedmotorerne i den norske uafhængighedsproces. Her blev et nyt standardsprog skabt ud fra landlige dialekter for at lægge afstand til det mere dansk-lignende "bogmål" (bokmål) i hovedstaden Christiania (Oslo).

Et specielt scenarie for sprogplanlægning og sprogskabelse er tværkulturel kommunikation (jf. interlingvistik). Mens pidgin- og kreolsprog opstod af sig selv i kølvandet af post-kolumbiansk europæisk kolonisering, handel og slavetrafik, blev enkelte sprog bevidst standardiseret, forenklet eller skabt fra bunden til at lette tværkulturel kommunikation. Eksempler på sådanne standardiserede "hjælpesprog" (auxlangs) er moderne Swahili i Østafrika eller jesuiternes Lingua Geral i det koloniale Brasilien, der blev skabt med udgangspunkt i det indianske Tupi, og fandt udbredt anvedelse i blandede familier og blandt handlende og rejsende i det indre af landet. Systematisk forenkling som sprogskabelsesværktøj ses i projekter som Basic English, Interlingua eller Latine sine flexione, og også professionel "jargon" har ofte en forenklet grammatik, mens den på samme tid opbygger et stort men snævert ordforråd (fx Aviation English). Komplette sprog, der er skabt på baggrund af eksisterende menneskelige sprog, kaldes a posteriori sprog, mens sprog med rødder i filosofiske systemer, logik, symboler, lyde etc. kaldes a priori. De samme voldelige århundreder, der lagde ryg til nationalismens undertrykkelse af minoriteters sprog og kultur, så også opblomstringen af en modbevægelse, der sigtede på skabelsen af kulturelt inkluderende a posteriori sprog med en humanistisk agenda. Det mest succesrige af disse projekter, esperanto, blev lanceret i 1887 og henter sine ord og sit lydsystem fra eksisterende, især romanske, sprog, mens det benytter sig af en gennemført regelmæssig grammatik og et system af affikser som ordforråds-booster. Uanset sin regelmæssighed og sit fokus på international kommunikation, har esperanto imidlertid sidenhen udviklet sig til et normalt sprog i den forstand, at der findes modersmålstalende, elskende og digtere, og at der løbende opstår nye ord for aktuelle koncepter ad naturlig vej, igennem indlån eller kreative, spontane nydannelser. Man kan sige, at sproget i dag er underlagt sprogstyring lige så meget eller lidt som andre sprog, med et akademi der mangler magt over hverdagssproget på samme måde som Académie Française gør det. Provokerende sagt er esperanto i dag ligefrem mindre af et plansprog end fx Nynorsk eller Islandsk, der satser på løbende "rensning" af deres ordforråd for at bevare deres sproglige identitet.

Der findes kun få kendte eksempler på fuldstændigt uafhængige a priori-sprog, men nogle af disse er særdeles farverige illustrationer af hvor nyskabende og legende kreativ det menneskelige sind kan være. Solresol, for eksempel, er baseret på musikalske nodde-stavelser, og kunne både synges, fløjtes og udtrykkes vha. farver eller fingertegn. I modsætning til hyrdernes fløjtesprog på de kanariske øer har Solresol et bevidst planlagt ordforråd.

Det sker også, at mennesker opfinder sprog med kun ét bestem formål for øje, fx hemmelig snarere end almen kommunikation. De fleste af disse hemmelige sprog vil være kodificerede versioner af eksisterende sprog, som fx Astrid Lindgren's røversprog, men nogle er også a priori, som Hildegard von Bingen's mystiske "Lingua Ignota", der bruger en latinsk grammatik med opdigtede ord og bogstaver. Enkelte kunstnere har gjort sig store anstrengelser for at berige deres artistiske univers med såkaldte artlangs, hvoraf de mest berømte er Tolkiens elver- og goblin-sprog, alien-sproget Klingon i Star Trek-universet eller de mere nylige "filmsprog" som Na'vi (Avatar) og Dothraki (Game of Thrones). Mens ovennævnte alle stadigvæk ser ud og fungerer som almindelige sprog, findes der også sprog, der blev skabt ud fra rent filosofiske eller matematisk-logiske principper, og vha. en omfattende og systematisk kategorisering af koncepter. Eksempler er Leibnitz' filosofiske system i det 17. århundrede eller de moderne logiksprog Loglan og Lojban,

Endeligt rummer sprogplanlægningens kaleidoskop også terminologisk arbejde, hvor videnskabsmænd indenfor kemi, biologi, geologi eller sociologi søger at "frigøre" ord fra hverdagens vagheder og flertydigheder, og tillægge dem en éntydig definition én gang for alle. Inden for nogle fag komplementeres terminologien af en slags videnskabelig eller professionsgrammatik. Et særdeles standardiseret eksempel på sidstnævnte er dannelsen af ord for kemiske forbindelser (jf. "længste ord" for flere a Lingvo.info-sprogene), mens et mere naturalistisk eksempel er medicinsk latin, der tillader længere udtryk eller endda hele sætninger. Inspireret af terminologiske projekter og 18-tallets encyklopædistbevægelse forsøger sprogforskerne desuden at skabe sproglige ontologier og såkaldte ordnet, der ikke sigter på at definere ord, men udelukkende på at klassificere og forbinde dem (fx. WordNet.